-af Rasmus
Flyttedag
Efter at have boet fire måneder på det samme hostel midt i Downtown Auckland havde jeg fået nok. Det var ikke så meget det at stedet var ekstremt slidt, at jeg delte bad og køkken med halvtreds andre mennesker og at der altid lugtede lidt surt og gammelt ligegyldig hvor man opholdt sig. Det var mere en masse små ting der begyndte at gå mig på, såsom min nabo der snorkede ekstremt højt (selv med ørepropper i ørerne kunne jeg ikke sove), folk som kom hjem stang-bacardi klokken fire om natten og begyndte at spille guitar, og det faktum at min mad på mystisk vis blev ved med at forsvinde fra min papkasse i køleskabet. Men jeg havde nu været glad for at bo der alligevel, de folk der arbejdede på hostel'et var utrolig venlige, jeg havde mødt en masse cool mennesker fra alle verdens hjørner og så var det billigt at bo der. På et eller andet tidspunkt bliver man bare træt af at snakke med backpackere, for det er de samme samtaler man har igen og igen (ala "hvor kommer du fra, hvor længe har du været her, har du været nede på syd-øen" osv. osv.) og jeg må jo nok indrømme at jeg efterhånden ikke helt passer ind i backpacker-katerogien længere. Så det var tid til at flytte, men hvorhen ?
I Auckland er der ikke ret mange lejligheder, etage-byggerier eller boligblokke. Folk bygger huse med haver, for der er masser af plads og det er forholdsvis billigt at bygge huse. Derfor er det også billigt at leje et hus, så de fleste unge gør det at de finder sammen et par stykker eller fem og enten køber eller lejer et hus sammen. Undertiden flytter folk og så leder de resterende efter en sambo eller som de kalder det hernede en "flatmate". Man kan finde annoncer for flatmates enten i avisen eller på nettet så jeg begyndte at lede og fandt hurtigt et par steder hvor jeg godt kunne tænke mig at bo. Jeg ringede til de forskellige steder, fik lavet aftaler og tog bussen ud til det første sted.
Det første sted jeg besøgte var en villa på en stille vej circa en halv times buskørsel væk fra Downtown. Der boede et engelsk/canadisk par som begge to arbejde i Aucklands zoologiske have. Huset var slidt og med gamle gulvtæpper på gulvene, ikke lige det sted jeg havde lyst til at bo, og så var det i øvrigt lidt for langt væk. Jeg kiggede ind i parets soveværelse hvor der hang et kæmpe stort engelsk flag. No way Jose, tænkte jeg og gik videre til det næste hus.
Jeg gik ned af et par sideveje og fandt det næste sted jeg skulle kigge på, en stor villa med en sportsvogn parkeret ude foran. Jeg gik ind og mødte et par kinesere der ikke talte meget engelsk, mens en stank af gammelt gulvtæppe bød mig velkommen. Rummet var ti-femten kvadrat-meter stort, uden nogen som helst møbler. Hurtigt ud, og videre til det næste sted.
Jeg gik et par veje længere ned og kom til Parish Road, en pæn lille villa-vej med nydelige træer og velfriserede græsplæner. Jeg fandt det hus jeg skulle se på, og mødte en kiwi-fyr og hans kinesiske kæreste der boede i huset. Huset var fra 1920'erne, gammelt og slidt men rimelig hyggeligt. Parret der boede der havde usædvanlig dårlig smag, men værelset jeg kunne flytte ind i var stort og de havde en lækker have med et feijoa-træ (feijoa er en sur-sød frugt der gror hernede som smager virkelig godt). Her kunne jeg godt tænke mig at bo, så jeg sagde til parret at jeg ville ringe næste dag og give besked.
Jeg gik hjem og tænkte lidt over tingene, jeg ville gerne flytte fra mit hostel så hurtigt som muligt, og det sidste sted jeg havde kigget på så jo fint ud. Så næste dag ringede jeg til dem og aftalte at jeg ville komme forbi og kigge på værelset en sidste gang før jeg besluttede mig. Jeg tog igen til Parish Rd, snakkede lidt med parret der fortalte mig at de ville have to ugers husleje forud og en indskud på 130 $ før jeg flyttede ind. Jeg tænkte at det var da egentlig lige i overkanten men jeg sagde alligevel ja, betalte indskuddet og forlod villaen igen.
På vej hjem tænkte jeg lidt over den fornemmelse jeg havde fået af stedet, og jeg kom til at tænke over hvad det egentlig var for et slags sted jeg ledte efter. Godt nok var jeg desperat for at komme væk fra mit hostel men kunne jeg virkelig bo hos et par med så dårlig smag ? Jeg begyndte at sammenligne de indtryk jeg havde fået og fik pludselig kolde fødder. Det jeg i virkeligheden ville have var et sted hvor jeg kunne få fred og ro når jeg kom træt hjem fra arbejde, et rent og pænt sted og et sted jeg kunne dele med nogle mennesker som også var fede at hænge ud med. Jeg havde fået den der underlige fornemmelse i maven og jeg begyndte at indse at dette her sted alligevel ikke var det rigtige for mig.
Efter en uges tid kiggede jeg i The New Zealand Herald (som er den eneste daglige avis hernede) under flatmates og fandt igen tre steder der så interessante ud. Jeg besøgte det første, en rigtig lækker villa som jeg kunne dele med 4 andre. De havde en lille have og de andre der boede der (allesammen unge) virkede rigtig venlige. Men de ville gerne møde et par stykker flere før de besluttede sig for hvem de ville invitere til at flytte ind. Jeg fortalte dem at her ville jeg da gerne bo og så gik jeg ellers videre til det næste sted.
Det næste hus lå ikke så langt derfra så jeg kunne gå derover. Jeg skulle mødes med Wolfgang, en tysk gut der lige havde købt huset. Wolfgang var ikke kommet endnu så jeg gik lidt rundt om huset for at checke det ud, det så godt nok lækkert ud, der var en forhave, baghave, veranda og en garage og huset var kæmpe stort. Efter et lille stykke tid trak en stor dyr bil op foran huset og Wolfgang steg ud. Han var en gut på circa de halvtreds, og ja, han havde lederhosen på (det har alle tyskere jo). Lidt efter kom ejendomsmægleren med nøglerne til huset, og så gik vi indenfor.
Huse var lige så fantastisk indenfor som udenfor, lakerede trægulve, højt til loftet, to pejse, to helt nye badeværelser og et helt nyt køkken, selv opvaskemaskinen var stadig pakket ind i plastic. Det værelse jeg kunne bo i var rigtig stort, med store vinduer ud til den stille villa-vej og med indbyggede garderober. Det var alt for vildt. Jeg fik en rigtig god fornemmelse af Wolfgang, han var utrolig venlig og huset var fantastisk så jeg sagde med det samme ja til at flytte ind. Jeg kunne flytte ind efter et par uger så jeg måte vente lidt, men det var okay for det passede med at min husleje på mit hostel løb ud på samme tidspunkt. Jeg flyttede ind en fredag og jeg havde faktisk langt flere ting end jeg havde regnet med, utroligt at jeg har fået samlet så mange ting sammen på så kort tid. Om lørdagen tog jeg mit første bad i et rigtigt badekar, efter fire måneder på et hostel var det som at være på et fem-stjernet hotel. Det var vildeste fornemmelse.
Nu har jeg boet i villaen i et par uger og det er stadig super fedt at bo her. I denne uge flytter der et fransk par ind i et af værelserne så der bliver lidt mere livligt i huset. Jeg troede egentlig at jeg ville komme til at savne at bo midt i byen, men det gør jeg overhovedet ikke. Og da det er ved at blive forår hernede er det jo også rigtig cool at have en baghave hvor man kan grille bøffer og sådan..
Og nej, jeg fik aldrig mit depositum tilbage fra Parish Road..
Billeder fra mit nye hus og diverse billeder fra Auckland