-af Rasmus
Status
Der er nu gået et halvt år siden jeg steg ombord på en kæmpe stor metal-fugl, satte mig til rette i en stol og lod mig transportere til den anden side af jordkloden. Jeg har opholdt mig i dette her land i seks måneder, det har været en tid med oplevelser, udfordringer, strabadser, mange gode tider og nogle få mindre gode. Mange af de ting jeg har gjort har været førstegangs-oplevelser, og jeg har suget indtryk og erfaringer til mig som en svamp. Da jeg landede i Auckland lufthavn en varm februar dag var det med ca. 1500 kr i en konvolut, en appetit på at opleve så meget som muligt og en fuldkommen blank kalender. Jeg havde lagt nogle få planer men var ellers åben for at tage en hvilken som helst chance der måtte byde sig. Jeg kendte absolut ingen mennesker før jeg tog afsted, men ligesom alle de andre ting skulle det selvfølgelig også ændre sig.
Nu sidder jeg her, et halvt år efter med en følelse af omsider at være ved at falde til i dette forunderlige land som de kalder "Land of the long white cloud", Aotearoa eller New Zealand. Jeg har fået et fast job som grafiker med gode kollegaer, jeg er ved at flytte fra mit hostel og ind i en villa, jeg har fået taget første del af mit kørekort og jeg går lidt og overvejer at købe en bil. Jeg skal til at søge om en rigtig arbejdstilladelse der gør det muligt for mig at blive i landet længere og jeg har udsat min hjemrejse i første omgang til næste februar. Min kalender er fuld af aftaler, min fritid er begrænset og mit arbejde optager nu en pæn del af min dagligdag.
Jeg er begyndt at tænke på engelsk, skrive noter til mig selv på engelsk og selv mine drømme bliver på en eller anden måde oversat før de når min bevidsthed. Jeg ringer hjem en gang i mellem og jeg kan mærke at jeg i starten har svært ved at formulere mig, jeg må tænke over hvilke ord jeg skal bruge på dansk og jeg kan mærke at mit danske ikke længere er så flydende som det altid har været. Efter et stykke tid er det dog helt tilbage ved det gamle københavner-slang, så frygt nu ikke at jeg glemmer det helt. Det gør jeg helt sikkert aldrig.
Jeg ville gerne kunne konkludere denne her post ved at spørge mig selv om jeg så er blevet lykkeligere nu end jeg var før jeg tog afsted, men svaret er desværre nok at jeg ikke kan give noget svar. Jeg savner helt sikkert min familie og mine venner, min lejlighed og mit København, og jeg ved at jeg før eller siden er nød til at se alt dette igen. Men på den anden side har jeg fået så meget her som jeg på nuværende tidspunkt ikke har hverken lyst til eller tænkt mig at forlade.
Så historien fortsætter, og jeg håber at I stadig har lyst til at læse med..