-af Rasmus
Wellington
Det var endnu en gang blevet weekend og igen var det tid til en tur med firmaet. Nu kan det måske godt lyde som om at jeg ikke laver andet end at rejse rundt og fise den af, men jeg arbejder selvfølgelig også en hel del, det er bare ikke helt så spændende at skrive om. Sagen er nemlig at vi laver en del arbejde for Auckland Regional Council som må svare til en kommune eller et amt derhjemme. Og da det er ved at være sidst på regnskabsåret hernede skal de fyre en masse penge af, og en del af dem går til det arbejde vi laver for dem. Vi bruger så en del af pengene på at rejse rundt og opleve landet så det er ikke en helt dårlig deal må man sige.
Men tilbage til emnet, vi skulle en tur til Wellington som er New Zealands hovedstad og som ligger på den sydligste spids af nordøen. Jeg pakkede igen de mest nødvendige ting i min rygsæk og vi kørte mod lufthavnen hvor vi skulle med et lille Quantas fly (Quantas er et australsk luftfartsselskab). Denne gang fik vi ingen småkager men derimod en lille blød tærte med noget sovset kødfyld. Tærter er meget populære hernede, og igen må jeg sige at jeg ikke helt har fattet gourmet-trenden, for det var da nok noget af det mest triste jeg nogensinde har fået serveret på et fly. Det blev ikke meget bedre af at der i lang tid kørte en frygtelig video i flyet med dansende børn der blev ved med at skråle den samme sang i kor, noget med "the spirit of australia" tror jeg det var. Og selvfølgelig fik jeg et sæde ved siden af en gut på et par hundrede kilo, så det var næsten som at vinde hovedgevinsten i det omvendte lotteri. Nå, men flyveturen tog heldigvis kun en time, og endelig landede vi, det vil sige flyet skvattede nærmest ned på landingsbanen for det var virkelig dårligt vejr og det blæste helt vildt meget. Men Wellington er også kendt som "windy Wellington" fordi byen ligger helt ubeskyttet ud til havet, så det var jeg nu foreberedt på. Vi lejede en bil og kørte mod Wellington by hvor vi checkede ind på et fem-stjernet hotel. Riiimelig god stil må man sige. Om aftenen spiste vi i hotellets restaurant og fik den mest arty-farty middag man kan forestille sig; det var bitte små retter på kæmpe store tallerkener, bestående af mindst tre forskellige ting som enten skulle udtales på fransk eller som bestod af ting jeg bare aldrig havde hørt om, lidt sovs i en kunstnerisk spiral og så tre-fire kogte gulerødder formet som blomster lagt på kanten af tallerkenen. I baggrunden spillede et pænt jazzband elevator-musik og jeg var stadig sulten da vi fik regningen. Men lækkert var det da.
Næste dag tog vi lidt rundt i byen, vi fik set noget rimelig underlig kunst (det var noget af det jeg havde glædet mig mest til, Wellington er kendt som en ret kreativ og kunstnerisk by) og vi besøgte Te Papa som er det største museum/kunstgalleri i byen. Om aftenen besøgte vi nogle venner som boede lidt udenfor byen, vi fik lammesteg, kartofler og mexicanske øl og så var der ellers rugby i fjerneren. Rugby er New Zealands nationalsport og det er ekstremt populært, ja det er faktisk nærmest en religion for mange kiwier. Man kan godt sammenligne det med fodbold i Danmark, der er ligaer ligesom superligaen, der er kampe hver søndag og sportssektionen i aviserne handler næsten kun om rugby. Landsholdet hedder "The All Blacks" og det går rimelig godt for dem for tiden, så der var store forventninger til aftenens kamp mellem The All Blacks og England. Hvis man ikke lige er inde i reglerne kan det godt være lidt svært at følge med, men jeg fik dog forklaret lidt om pointsystemet og så videre og så var der ellers kick off. Der er selvfølgelig en masse taktik i spillet men umiddelbart virker det som om at man kommer et godt stykke af vejen med ren vold, for der bliver virkelig gået til den og det er ikke helt ualmindeligt at der bliver spillet videre selvom det bløder ud af hovedet på en tredjedel af spillerne. Efter fire halvege, et par gode scoringer og en del pauser hvor spillet måtte stoppes fordi folk kom op og slås hele tiden, var kampen forbi. New Zealand havde vundet igen og der var jubel og flere bajere i dagligstuen.
Om søndagen tog vi igen på Te Papa hvor vi prøvede en slags tidsmaskine - først blev vi zoomet 65 millioner år tilbage i tiden siddende i en slags rutsjebane der rystede med laserlys og røg mens vi kiggede på en storskærm og bagefter tog vi en tur til år 2055 hvor vi fløj rundt på snowboards i en futuristisk fremtidsby (hov, det var da vist dobbeltkonfekt der). Det vilde var at vi så os selv på en storskærm og at man kunne styre sit snowboard ved at bevæge sig i den ene eller den anden retning og ved at dukke sig når der kom ting flyvende ting mod en. På et tidspunkt blev jeg endda bortført af en stor ørn der greb fat i mig.. Nå, men måske skulle man have været der selv for helt at forstå hvad jeg snakker om. Lidt senere kørte vi mod nord, mod Palmerston North som er en lille by ca. 150 kilometer fra Wellington. Vi kørte gennem græsklædte dale med floder der bugtede sig gennem frugtplantager, med græssende får der luntede omkring i den silende regn.. Der er så utrolig smukt her men efterhånden vænner man sig til det. Desværre. Jeg prøver dog alligevel ikke at tage det for givet, for jeg ved hvor jeg kommer fra, og jeg ved at jeg i øjeblikket er utrolig priviligeret. Nå, men vi nåede endelig til Palmerston North som er en lille kedelig flække med omkring hundrede tusinde beboere, men vi skulle lige besøge Kane og Anna før vi fløj hjem igen. Vi blev budt på the og hang lidt ud hos dem hvorefter vi tog i biografen og saa "Goodbye Lenin", en tysk film som var ganske udemærket men dog ikke noget fantastisk. Efter lidt aftensmad på en cafe sagde vi farvel til Kane og kørte mod lufthavnen. Lufthavnen var nærmest en parodi, der var én skranke man kunne checke ind ved og duty free shoppen var på ca. tre kvardratmeter. Lufthavnen havde som noget helt nyt fået et transportbånd til folks kufferter og det var skam en stor forbedring, for før i tiden skulle man selv samle sin kuffert op fra bagenden af en traktor ! Da vi skulle boarde flyet gik vi ud på flypladsen hvor der var malet to store pile på jorden, en der pegede mod det ene fly, en der pegede mod det andet. Vi tog det andet og kravlede ind i et meget lille fly som tog os hele vejen hjem til Auckland hvor det igen øsregnede..
Billeder fra Wellington