-af Rasmus
Tilbage i Auckland
Jeg stod på gaden i Downtown Auckland, det var fredag aften og jeg skulle finde et sted at bo. De to amerikanere jeg havde mødt på Dorje Chang Instituttet havde fortalt mig om et sted der var billigt og rimelig rent, det lå på Wellesley Street og det var tæt på, så der gik jeg hen. Jeg gik ind af en port, rundt om et par hjørner og tog en gammel elevator (en af dem hvor man selv skal trække gitteret for) op til femte sal. Bygningen var gammel og slidt, men der virkede hyggeligt på hostel'et, der var gulvtæpper på gulvene og dem der arbejdede der var flinke. Jeg betalte 16 $ og fik en seng i et værelse med syv andre backpackere. Jeg havde mest lyst til at sove, men sådan skulle det ikke gå for det var jo fredag aften, værelset lå lige ud til terrassen hvor en masse chilenere festede igennem, og i øvrigt lå der et par i sengen overfor mig som vist gerne ville være alene..
Næste morgen mødtes jeg med Darren på en cafe hvor vi fik snakket om det arbejde han havde tilbudt mig på vej op til Pukenui. Darren arbejder som en slags rådgiver for hele den offentlige transport i Auckland, det vil sige for busselskaberne, togselskabet og til dels også de færgeruter der går fra Auckland og ud til de små øer der ligger et stykke ud for byen. Da den offentlige transport i Auckland er kraftigt underprioriteret er der masser af ting at tage fat på, alt lige fra at få togstationerne til at være bare nogenlunde tilgængelige til at få sat tidstabeller op på alle busstoppestederne. Og så selvfølgelig at vedligeholde det hele, sætte nye skilte op når de bliver overmalet med grafitti og udskifte tidstabellerne når de bliver ødelagt en gang i mellem. Det fungerer nemlig ikke helt som hjemme i Danmark med den offentlige transport, derhjemme ville jeg måske nok synes at det var lidt dårligt hvis toget var forsinket - hernede skal man være glad hvis der overhovedet er lys på stationen, og det i øvrigt helt normalt at skulle krydse flere af togsporene for at komme til perronen. For et års tid siden var der en af stationerne hvor man skulle gå gennem et kæmpe container-område og hoppe over et hegn for at komme med toget men den station er dog lukket nu. Grunden til at det står så skidt til på det område går helt tilbage til halvtredserne hvor Auckland og Wellington (New Zealands anden-største by) fik valget mellem et udviddet motorvejsnet eller et offentligt transport-system der virkede. Wellington valgte den offentlige transport og Auckland valgte motorvejene. Resultatet er nu at Auckland har et kæmpe problem med alt for mange biler på vejene og uendelige køer på motorvejene i myldretiden. Måden de løser det på er at bygge motorvejene bredere og bredere, men når der samtidig kommer flere og flere biler på vejene kan det jo være ligemeget. Den mest fornuftige løsning ville selvfølgelig være at få folk til at bruge den offentlige transport, og det er så det arbejde jeg er blevet en del af nu.
Selve arbejdet går ud på at køre rundt mellem stationer og stoppesteder og udskifte skilte og tidstabeller med en skruemaskine. Da Auckland rent geografisk er en meget stor by går det meste af tiden med at køre bil, og så selvfølgelig at sidde fast i køer på motorvejene.. Jeg render rundt med en gul neon-vest på med værktøj i lommerne, så jeg er blevet helt håndværkeragtig - det havde jeg godt nok aldrig troet at jeg skulle blive men det faktisk meget sjovt sådan at skrue skilte op og så videre. Og så er det i øvrigt rart at lave noget arbejde hvor det jeg laver rent faktisk gør en forskel, i stedet for bare at sælge et eller andet til folk. Nu er det ikke fordi jeg er blevet instant-Robin Hood eller noget, men det er da rart at vide at folk har glæde af de tidstabeller og de skilte som vi sætter op. Det eneste der er lidt skummelt ved arbejdet er at perronerne som regel ligger i øde industriområder, og når man går rundt der om aftenen er det lidt som at være med i en dårlig kriminalfilm fra halvfjerdserne komplet med faldefærdige bygninger omkring én og med fabriks-røg i horisonten.
Bortset fra det manuelle arbejde vi laver, er der en hel del grafisk arbejde i jobbet. Der skal produceres brochurer, foldere, skilte og så selvfølgelig tidstabeller. Meget af arbejdet er for Britomart, som er den station der svarer til hovedbanegården derhjemme. Der er også en del foto-opgaver i jobbet, en dag skulle jeg f.eks. tage til Waiheke Island og tilbage igen, kun for at tage billeder af færgeterminalen, en anden dag var jeg selv "model" til nogle billeder til en brochure hvor det skulle forestille at jeg var en rejsende der søgte information på alle mulige forskellige måder. Og sådan endte jeg altså i en New Zealandsk brochure for en togstation.. fordi jeg hitchede og blev samlet op af en tilfældig person på et tilfældigt tidspunkt.
Efter en uges tid på hostel'et begyndte jeg at blive træt af at bo sammen med så mange andre mennesker, at høre på folk der snorkede, lyset der hele tiden blev tændt fordi kontakten var bag ved en seng, stive chilenere på terrassen og lugten af sur backpacker døgnet rundt. Så jeg flyttede ind i et enkelt-værelse som selvfølgelig er lidt dyrere, men hvor jeg ikke behøver at låse mine ting inde i min backpack og hvor jeg kan sove i fred og ro. Så nu har jeg både fået et godt job og et sted at bo - så helt dårligt går det da ikke må man sige..
Billeder fra Auckland
Panoramabilleder fra Auckland:
Auckland by set fra et bjerg vest for Auckland
Udsigt over et af Aucklands vandreserver