-af Rasmus
Hitching
Jeg gik forventningsfuld ud af landevejen mod syd, fandt et godt sted at smide min kæmpe backpack og stillede mig op med tommelfingeren i vejret. Nu skulle der hitches, klokken var ni om morgenen og jeg skulle gerne nå de 435 km til Auckland inden det blev aften. Efter et kvarters tid og en 10-15 biler blev jeg samlet op af en dame der kørte mig til Kaitaia. Her blev jeg samlet op af en ældre mand på 82 der af en eller anden grund havde hele bilen fyldt med tøjbamser. Han kørte mig et lille stykke, jeg hoppede af og fik et lift af en tyk mand i en stor firhjulstrækker. Vi kørte et stykke, men så skulle han lige se om han nu også havde husket at lukke garageporten så vi tog lige et smut omkring hans hus, som lå det mest blærede sted med perfekt udsigt ud over vandet. Han droppede mig af på en støvet landevej, jeg tog en tår vand og så ud med tommelfingeren igen.
En super slidt pickup stoppede med en rigtig hillbilly-landmand og hans søn og de kørte mig videre mens jeg blev udspurgt om hotelpriser i Thailand og til sidst blev budt indenfor til en kop the. Jeg takkede pænt nej, jeg fornemmede at det godt kunne gå hen og blive en lang tur det her, og i øvrigt virkede han lidt halvsær så jeg hoppede af foran hans hus og stillede mig ud i siden af vejen igen. Nu kom der bare næsten ingen biler, og de få der kom stoppede ikke. Problemet ved at hitche oppe nordpå er at der er meget lokal trafik, det vil sige ned til købmanden og tilbage igen og det nytter jo ikke rigtig noget når man skal hele vejen til Auckland. Jeg havde stået med tommelfingeren oppe i en halv time i den brændende sol, og jeg var løbet tør for vand.
Jeg overvejede om jeg skulle gå ind og banke på hos den sære landmand, men pludselig stoppede en firhjulstrækker foran mig. Jeg hoppede ind og fik en behagelig og airconditioneret modtagelse af en fyr på min egen alder der skulle hele vejen til Keri Keri. Han havde lige været 5 år i Usa og vi faldt hurtigt i snak. Han smed mig af i Keri Keri hvor jeg fik købt noget vand og noget frisk frugt (Keri Keri er nordøens "frugt-hovedstad" hvor det meste af frugtplukningen foregår) og derfra fik jeg et lift et par kilometer af en 17-årig elektriker-lærling der skulle tilbage på arbejde efter sin frokostpause. Han smed mig af et sted med ekstremt mange fluer, jeg tænkte at her ville jeg da aldrig få et lift, men efter 10 minutter stoppede en varevogn med en stor maori-gut (maori=den oprindelige befolkning i New Zealand) bag rattet. Han kørte et stykke og drejede så af, for vi skulle da lige forbi hans hus og hente en motorsav.. Vi kørte af grusveje der blev mere og mere hullede indtil vi kom til et øde hus langt væk fra alting hvor han stoppede. Så sad jeg der, alene i en varevogn, midt i ingenting og med en kæmpe maori-gut der var på vej ind for at hente sin motorsav. Der blev jeg sgu lidt nervøs må jeg indrømme.
Men vi kørte tilbage til hovedvejen, og kom til byen Kawakawa, der som tidligere nævnt er mest berømt for sine toiletter. Jeg hoppede af og gik ud af byen, ud mod motorvejen mod syd. Jeg nåede dårligt nok at få tommelfingeren i vejret før en kæmpestor sølvgrå sportvogn stoppede lige foran mig. Vinduet blev rullet ned og to fyre, den ene maori, den anden fra mellemøsten samt en hund kiggede ud på mig. "Hey bro, you got some gas-money ??" Selvfølgelig havde jeg penge til benzin og de skulle hele vejen til Auckland så jeg hoppede ind på bagsædet ved siden af deres hund. De to gutter var fra Northland som er berygtet for høj kriminalitet, en maori-befolkning på omkring de 70 % og en massiv produktion af pot. Og der lugtede da også besynderligt i bilen med de to fyre der vel nærmest var en moderne udgave af Cheech and Chong og som talte et sprog så fyldt med hjemmestrikkede slangord og med en accent så underlig at jeg kun fattede 25 % af hvad de sagde. Eller også var det det faktum at jeg sad lige mellem de sygeste bashøjtalere (som i øvrigt også fyldte hele bagagerummet) mens de fyrede helt op for det vildeste hip hop. Eller måske var det pot-tågerne der gjorde det, jeg ved det stadig ikke helt. Da vi havde kørt et stykke tid fortalte de mig at de lige skulle have fixet bilen, sat en bredere udstødning på, have tunet den op osv. - det ville ikke tage så lang tid. Det endte med at vi ventede i halvanden time mens de to pothoveder stod og snakkede om ting jeg som jeg fattede absolut ingenting af. Men så var bilen også klar og så fræsede vi derud af igen. Men så skulle bilen lige vaskes, så skulle vi lige ind og købe smøger, så skule vi lige have mad og så skulle vi lige købe sprut. For det var jo fredag aften og gutterne skulle til Auckland og fyre den af. Jeg smed en af mine drum n bass cd'er på, og så fræsede vi ellers derudaf med bassen pumpende i hele bilen, med sprut og joints og med Aucklands fantastiske skyline foran os. Efter 12 timers hitching var jeg endelig kommet hjem. Vi trillede lidt rundt i gaderne, fik sagt farvel, udvekslet mobilnumre, kastet nogle håndtegn og sagt "sweet ass bro!" et par gange eller ti og så stod jeg igen paa gaden i Downtown Auckland, klar til at begynde på et nyt kapitel i min rejse..
23.4.04 |
-af Rasmus
Frugtplukning i Pukenui
Endelig kom dagen hvor mandarinerne var blevet modne, og vi kunne begynde at arbejde. Vi var blevet holdt hen i 3 dage før de første 12 fik lov til at begynde, men der var stadig 12 andre der ikke fik lov til at arbejde før 5 dage efter de var ankommet, så der var efterhånden en lettere irritabel stemning i Pukenui Holiday Park hvor vi alle sammen boede. Vi stod op klokken kvart i syv og gjorde os klar til en dag i solen, det vil sige rigeligt med vand og en improviseret frokost bestående af et par temmelig uinspirerende sandwichs som vist aldrig havde set skyggen af en kostpyramide. Vi blev samlet op af en gammel skolebus som vi skulle betale 2 $ for at køre i 5 min i, hvorefter vi trillede ind på mandarin-plantagen. Her blev vi mødt af plantagens ejer, en repræsentant fra Kerifresh som var det frugtfirma vi var blevet ansat af, samt en ældre dame og en tjekkisk gut der åbenbart var den lokale mester-frugtplukker, han havde vist ikke lavet andet de sidste mange år. Vi blev instrueret i hvordan man plukkede på den helt rigtige måde, ikke for små mandariner, ikke for grønne og nu ikke noget med at plukke de dårlige eller komme til at lave hul i frugten. For så var der nemlig straf-point, og røg man over 15 point så blev der trukket $ fra ens løn. Den ældre dame viste sig at have et lettere arrigt temperament, jeg fik ihvertfald råbt "Get down on your knees !" og "What is that !? What is that !?" efter mig et par gange mens jeg iført et kæmpe frugtplukker-forklæde, handsker og mandarin-kniv forsøgte at plukke mandariner så godt jeg kunne. Jeg følte mig ærligt talt som en hund der blev kostet rundt mellem de halvanden meter høje frugttræer mens jeg svedte i den brændende sol. Men arbejde er jo sjældent rigtig sjovt og så længe man tjener penge er det jo godt nok, men hvordan var det nu lige med pengene ? Jo, den første dag fik vi 9 $ i timen hvorefter vi gik over til bin-rate eller akkord-løn. Vi skulle fylde nogle kæmpe kasser (bins) som var omkring 1.5 x 1.5 meter, en halv meter dybe og som vel kunne rumme omkring tusind mandariner. For hver kasse fik vi i 40 $, og vi fik at vide at det var normalt at kunne fylde ca. 3 kasser om dagen, som jo så ville være 120 $ hvilket ikke var helt dårligt. Så var det bare ærgeligt at virkeligheden så en del anderledes ud; da jeg havde arbejdet hele dagen havde jeg fyldt en halv kasse og de fleste andre lå på samme niveau. Det vil sige at jeg på 8 en halv time ville komme til at tjene 20 $ som er 80 kr. Det er 10 kr. i timen og så minus skat, så er vi nede på 7 kr. i timen ! Det hang jo slet slet ikke sammen, eller sagt på en anden måde, det var komplet latterligt. Jeg gik rundt og snakkede lidt med de andre, og de fleste sagde at de syntes det hele var totalt til grin. Vi var naive backpackere der var blevet lokket af falske løfter om gode penge og rimeligt arbejde og var endt op i en feriepark der langsomt pressede os for penge og kræfter. Øv. Da vi kom hjem, alle fulstændig flade efter en virkelig hård dag, ringede jeg til Darren som jeg havde kørt med hele vejen fra Auckland og fortalte ham at jeg ville være i Auckland dagen efter. Jeg sagde mit job op, gik i seng og sagde næste morgen farvel til gutterne på værelset som jeg ellers var ved at blive ret gode venner med. Jeg pakkede mine ting, inklusiv de 10 kilo madvarer som jeg havde købt et par dage i forvejen og travede væk fra Pukenui, væk fra slavearbejdet, væk fra de endeløse mandarin-træer..