-af Rasmus
Dorje Chang Instituttet - Buddhisme set indefra
Hvad lavede jeg egentlig der, siddende foran en af verdens højest respekterede tibetanske lamaer, Lama Zopa Rinpoche, en af de få spirituelle ledere der bliver set mest op til næstefter Dalai Lama. I et rum overfyldt med gyldne buddha-statuer, malerier, udsmykninger, blomster og lysende juletræer. Siddende midt i mellem buddhistiske munke og nonner, alle sammen klædt i de traditionelle orange og røde klædedragter. Siddende i skrædderstilling mens jeg på femte stive time prøvede at få bare en lille smule mening ud af lamaens mumlende, halvt mediterende tibetansk-engelske sætninger. Jeg var landet midt i slutningen på en ugelang buddhistisk festival der blev holdt på Dorje Chang Insituttet i Avondale, som er en søvnig forstad til Auckland. Og der var besøg fra Tibet, af centrets spirituelle leder, Lama Zopa Rinpoche og hele hans følge af tibetanske munke. Rinpoche havde holdt forskellige foredrag hele ugen, og de to sidste aftener læste han så en flere timer lang tibetansk skriftrulle op, på tibetansk selvfølgelig. Det var noget af et chok at lande midt i sådan en religiøs festival, for buddhisme er jo selvfølgelig (til forskel fra Vipassana meditation) en religion. En religion med alt hvad der dertil hører af bønner, ritualer, sange, tilbedelser osv. osv. Jeg havde valgt at wwoofe på centret af flere grunde, dels var det meget tæt på Auckland centrum og jeg havde en del ting jeg skulle i byen, og dels var det et sted jeg vidste kunne give mig ro til at meditere. Bortset fra det anede jeg ingenting om buddhisme, men jeg skulle blive en del klogere i den kommende uge.
Centret bestod af en hovedbygning med en "Gompa" som er et meditationsrum samt en slags foredragssal, med hundredevis af buddha-statuer, farvet pynt og usmageligt lir såsom små springvand og de førnævnte juletræer. Ved siden af gompaen boede nonnerne og munkene, der var dog flest nonner. Alle kronragede og hele tiden i orange og røde klæder. Nedenunder var køkkenet, et bibliotek udelukkende med buddhistisk litteratur og en række rum hvor de faste beboere opholdt sig. Et stykke fra hovedbygningen stod en "Stupa", et ti meter højt tårn som skulle være symbolet på Buddhas realiserede bevidsthed. Man kunne gå oppe i tårnet og udføre en række ritualer mens man gik. Udover det var der en kæmpe have hvor der var campingvogne og telte, jeg boede i det første stykke tid i et stort telt sammen med Daniel, som også wwoofede på stedet.
I starten fandt jeg ritualerne dybt underlige og bønnerne og tilbedelserne rent ud sagt frastødende. Jeg deltog i foredragene så godt som jeg kunne mens jeg observerede hvordan folk nærmest faldt i svime over at være i samme rum som Ripoche. Der var en del bønner og sange der skulle synges til foredragene, men det tager altså et stykke tid at lære at synge på tibetansk så der var jeg ikke helt med. Noget af det mest bizarre jeg oplevede var nok at se tre voksne mennesker stå og bede tibetanske bønner til et stykke gulerodskage.. For kagen skulle ofres til Buddha. Alt det slik og de kager der blev ofret røg bagefter ned i køkkenet, så vi havde et helt skab fyldt med helligt slik. Hvis man gik rundt om den 10 meter høje Stupa kom man hele tiden et skridt nærmere "enlightenment", så hvis man tog dyr og insekter med sig rundt når man gik, kom de selvfølgelig også et skridt nærmere. Derfor gik nonnerne tit rundt og fangede fluer som de tog med rundt i små æsker når de gik, for så blev fluerne jo mere og mere hellige. Hvad siger du så, hellige fluer ! Jeg fik selv min sag for da jeg efter en særdeles våd bytur i Auckland blev lokket med i et befrielses-optog for hummere og diverse skaldyr. Så prøv lige at forestil Jer mig med ubehagelige tømmermænd, vadende 40 gange rundt om en Buddha-statue med en spand muslinger i hånden og en buddhistisk nonne lige i hælene der synger tibetanske befrielsesbønner, der tilsyneladende kun består af et vers der bliver gentaget og gentaget i det uendelige.. Det var en rimelig hardcore spirituel oplevelse skal jeg hilse og sige. Eller hva..
Efterhånden som ugen gik fik jeg dog et mere og mere nuanceret billede af buddhisme og de ting der foregik på stedet. Jeg brugte lang tid på at snakke med de beboere der var på stedet for at forsøge at finde ud af hvad det var der tiltrak dem så meget ved buddhisme. Jeg fik et indtryk af en del af dem som meget søgende mennesker, og uden at generalisere for meget må jeg sige at en del af dem virkede som lidt ensomme typer (ala klassens tykke pige) som i buddhismen endelig havde fundet deres kald i livet. Jeg snakkede blandt andet med Jodie som var kommet hertil som wwoofer for 10 måneder siden og som så bare var blevet hængende. Jeg spurgte hende om hun ikke havde et behov for at se sin familie og sine venner, men det havde hun slet ikke lyst til, og hun havde heller ingen planer om at forlade centret. I mine øjne var hun blevet forblændet af buddhismen, blevet religiøs og havde afskåret sig fra sin fortid. Hvis man spørger hende får man helt sikkert en anden forklaring, og sådan er det jo - hvad der er forkert for mig er rigtigt for andre og så videre. De fleste af nonnerne virkede dog som om de var helt væk, der var ikke meget der bandt dem til den virkelige verden, for dem var alt buddhisme og det blev lige lovlig anstrengende at høre på i længden.
Selve arbejdet som wwoofer bestod i diverse husopgaver, rydde et værktøjsrum, vaske uendelige mængder af tallerkener op og generelt bare hjælpe til hvor der var brug for det. For de 4 timers arbejde om dagen fik jeg lov til at bo på stedet og centret gav lidt ris, havregryn, the og olie. Ikke helt i overenstemmelse med wwoofs regler, normalt skal man jo give mad til folk der arbejder for en, men så arbejdede jeg til gengæld ikke helt 4 timer om dagen og arbejdet var heller ikke rigtig hårdt på noget tidspunkt. Efter festivallen var slut blev der igen stille omkring centret, folk forlod langsomt stedet og i slutningen af ugen var der kun de faste beboere, et par nonner og så os wwoofere tilbage. Lige nu sidder jeg i biblioteket og skriver, de andre er taget til lufthavnen for at sige farvel til Rinpoche som flyver til Australien for at tale ved en ny festival i Adelaide. På mandag tager jeg op nordpå for at plukke mandariner og forhåbentlig tjene lidt penge på det. Alt i alt har det været en interessant og anderledes oplevelse at være her på centret, jeg har fået et indblik i en religion jeg stort set ikke vidste noget om i forvejen og jeg har fået mødt nogle ret specielle personer her. Men I skal nok ikke regne med at jeg bliver buddhist sådan lige med det samme..
Billeder fra Waiheke Island og Dorje Chang Instituttet i Avondale