-af Rasmus
Exit Waiheke
De sidste tre-fire dage på Waiheke Island var nogle rigtig varme efterårsdage. Blå himmel, ikke en sky på himlen og omkring de 22 grader. Og når man arbejder udenfor føles det som meget mere. Men efter tre uger på Waiheke Island var det på tide at komme videre. Tre uger er lang tid at blive det samme sted når man rejser, men det var nu nogle gode uger på den lille alternative ø lidt uden for Auckland. Så det var alligevel lidt vemodigt at skulle sige farvel til Lea, huset, den fantastiske udsigt og de andre beboere i øko-landsbyen. Den sidste uge hang jeg ud med en italiensk pige der wwoofede hos naboen, vi lånte Leas jeep og kørte øen rundt (fik jeg nævnt at italienere kører rimelig råddent ?). Vi var bl.a. ved noget der hedder Stony Batter, som er nogle lange tunneller helt tilbage fra anden verdenskrig. Den sidste aften i huset lavede Lea en vegetar-ret med japanske svampe og eggplants, jeg gav hende en bog om organisk havebrug og vi fik snakket om en masse ting. Ret hyggeligt. Vi tog færgen klokken kvart over syv om morgenen, og jeg var igen tilbage i Auckland, byen som jeg efterhånden er begyndt at holde ret meget af. Jeg sagde farvel til Lea, og gik mod Brittomart som er den centrale togstation. Det er den vildeste station, totalt designer-agtig med springvand der sprøjter vanddampe op en gang i mellem og regnbuefarvede billboards der lyser op og giver stationen et lidt futuristisk præg. Men måske skulle de havde brugt nogle af pengene på at forbedre selve togene og de andre stationer lidt for det var da noget værre skrammel det hele. Toget jeg skulle med virkede ikke, og på stationerne var der kun et skilt der viste hvad stationen hed og det var overmalet med grafitti. Så det var noget med at tælle stationer og så ellers håbe på at man hoppede af det rigtige sted. I toget var der en plakat der oplyste om at der nu også kørte tog om lørdagen ! Det må jeg nok sige, sikke en service. Nå, men til gengæld er det billigt at tage offentlige transportmidler i Auckland, og jeg fandt den station jeg skulle af på: Avondale. Jeg hoppede af toget, tog kortet frem og kom efter ti minutters gang til mit hjem den kommende uge, det buddistiske center Dorje Chang Instituttet..
29.3.04 |
-af Rasmus
Den fabelagtige natur
En tidlig morgen da jeg var på meditationskurset i Kaukapakapa blev jeg vækket af gong-gongen klokken fire, tog mit tøj og mine gummisko på og gik ud i mørket. Jeg fulgte efter en af de andre, jeg var søvndrukken og gik halvt sovende ad de små smalle stier der kringlede sig gennem bushen. Vi kom til en skillevej og fyren der gik foran mig tog den gale vej. Jeg vidste det, men kunne ikke gøre andet end at følge efter, jeg havde glemt min lommelygte og uden den ville jeg fare vild med det samme. Vi gik gennem bushen der blev tættere og tættere mens det gik støt opad. Efter et stykke tid kom vi til en åbning hvor en bro gik over et vandfald der længere nede forsvandt i en lille flod. Jeg gik ud på broen, hvorefter min følgesvend pludselig slukkede lommelygten. Jeg kiggede mig omkring og så til min store overraskelse en kæmpe stjernehimmel der foldede sig ud foran mig. Der var over tusind små lysegrønne stjerner der lyste op over alt, og der gik lige et par sekunder før det gik op for mig hvad det var jeg stod med åben mund og kiggede på. Det var glow-worms, små lysende orme som kravlede rundt overalt i landskabet. De var ikke mere end et par centimenter lange og havde ligesom en diode i enden. Hvis man råbte eller lavede støj ville de lyse kraftigere op, men det prøvede vi dog ikke, for under hele kurset skulle vi observere "noble silence". Efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til at der også var glow-worms flere andre steder i landskabet og i løbet af de 10 dage kurset varede endte jeg med at tage den gale vej en del gange..
Hvis man skal sige noget generelt om naturen hernede må det være at den er utrolig varieret. Her er bregne-træer, bananpalmer, tropiske frugter og orchideer som man ville forvente at finde i meget varmere lande. Men her er også græsplæner, tomater, agurker og salathoveder ligesom i Danmark. Her er bakker og dale, blåt hav og fantastiske strande. Og bag hver en bugt, gemmer der sig et endnu flottere sted med en ny strand og med endnu flottere træer og palmer. Hvis man går gennem bushen har man hele tiden en høj summende lyd i ørerne, lyden af tusindvis af cikader der sidder i hvert et træ, og hvor ellers man befinder sig hører man hele tiden sære fuglelyde, langt underligere end jeg nogensinde har hørt før. På toppen af bakkerne gror der meter-højt græs, sådan noget græs som man kunne forsvinde helt i da man var barn, og rundt omkring gror der kringlede og krogede gamle træer der er som taget ud af et eventyr. Selvom jeg havde set massevis af billeder hernede fra før jeg tog afsted havde jeg ikke regnet med at jeg skulle komme et sted hen der er så smukt og nærmest fabelagtigt. Jeg mener, hvor tit står man måske og kigger på en plante og opdager at der på et af bladene sidder to forskellige slags vandrende pinde som er er oppe og slås ? (eller var de ved at parre sig, jeg ved det ikke rigtig, den ene holdt i hvertfald den anden for øjnene). Meget kan man vise i en turist-brochure men det her kan man kun opleve. Og jeg er stadig kun på nordøen, jeg har stadig ikke bevæget mig særlig langt uden for Auckland, og jeg har stadig kun set en promille af landet.