-af Rasmus
Waiheke Island
Jeg havde været i Auckland i 2 dage og allerede brugt alt for mange penge. Auckland er en fed by, men at bo på et hostel i Downtown Auckland er som at have en støvsuger i lommerne - alt er dyrt og der er ingen supermarkeder i miles omkreds. Det eneste billige var dog "The 10 $ haircut shop" som jeg lige var forbi og det var slet ikke dårligt (10 $ er ca. 40 kr.). Men jeg måtte videre, og planen var jo at finde et sted at wwoof'e. Jeg gik ind på wwoof's hjemmeside og begyndte at kigge de forskellige steder igennem, der var over 600 steder at vælge imellem. Livet er en vej der konstant deler sig i korsveje, og her stod jeg altså ved en korsvej med 600 forskellige retninger.. Jeg klikkede mig ind under Auckland-regionen og startede fra en ende af. Der var lidt af hvert, store kommercielle gårde, små private huse, nogle med dyr, nogle uden og de fleste af dem dyrkede flere former for frugt eller grøntsager. Der var blandt andet et
midaldrende lesbisk par der dyrkede blomkål (dem sprang jeg dog over). Jeg fandt tre forskellige steder og skrev en email til dem, men da de ikke havde svaret dagen efter ringede jeg til den jeg synes lød mest interessant. Det var Lea fra Waiheke Island som jeg snakkede med: "Ja, hvis du tager færgen her klokken fire, så kommer jeg og henter dig" sagde hun. "Ja selvfølgelig, vi ses" svarede jeg, uden overhovedet at ane hvad klokken var. Det viste sig at den var halv fire, så jeg pakkede alle tingene i lyntempo og checkede nærmest løbende ud af det hostel jeg var checket ind på samme morgen. Færgen var heldigvis kun et par hundrede meter væk, og solen skinnede fra en skyfri himmel hele vejen til Waiheke. Turen tog ca. en halv time, og da jeg gik i land stod Lea og ventede på mig. Hun var en lille dame på omkring de halvtreds (jeg spurgte ikke) og hun kørte i en stor snavset jeep. Vi kørte igennem de mest fantastiske landskaber, og ikke mindst forbi de mest fantastiske strande, indtil vi kom til hendes hus. Jeg fortalte hende at jeg synes her var utroligt smukt her, og hun svarede at der vist ikke rigtig var nogle steder i New Zealand der ikke var det. Jeg tror hun har ret. Hun lavede mad til os begge, vegetarmad selvfølgelig, viste mig rundt og satte mig ind i de ting der skulle laves. Næste dag tog hun til Auckland for at være der i et par dage (jeg vidste allerede før jeg ringede til hende at hun arbejdede i byen 2-3 dage om ugen) og så var jeg alene i huset.
Og her sidder jeg så nu. Jeg har mit eget lille gæstehus med solceller på taget og vilde gæs der vækker mig om morgenen, udenfor vokser citroner og bananer på træerne og der er frøer og skildpadder rundt omkring i landskabet. Der er ikke noget elektricitet på øen overhovedet, så det er med solenergi og bilbatterier at det hele kører rundt. Leas hus er rundt, med en kæmpe høj pejs i midten og med buddha-statuer og trippede malerier og skulpturer overalt. Når hun er i byen arbejder hun som psykoterapeut med speciale i buddisme, så man kan vist roligt sige at det er et rimelig alternativt sted jeg er havnet.. I går og i dag har jeg beskåret græs og omplantet en kæmpe plante der var blevet for stor, og ellers er det noget med at luge ukrudt og ordne kompost osv. Det hele forgår på den gammeldags måde, uden sprøjtemidler og med en hånd-le som de bruger i Asien, så det tager sin tid. Men jeg skal kun arbejde 3-4 timer om dagen, og der er masser af tid til at lave andre ting så det er cool nok. Jeg regner med at være her en måneds tid, hvorefter jeg vil prøve at tomle den op nordpå hvor jeg skal plukke mandariner..
9.3.04 |
-af Rasmus
Piha
Sams kæreste hentede os i Kaukapakapa og kørte os til Piha, hvor de boede, i et lille hus med den mest fantastiske udsigt. Når man stod i haven kunne man se udover stranden der bare var koloenorm stor. Vi grillede lammekød og tun i haven og så solen gå ned udover havet. Næste dag tog Sam og jeg bilen og kørte op til en af Sams venner der hed Jay. Jay havde pot-planter og mynteblade i haven så vi fik os en kop frisk the mens han øsede ud af sin enorme gartner-viden. Han gik også ret meget op i maori-kulturen, jeg tror han var halvt eller kvart maori selv, han havde i hvertfald en del maori-sten og træudskæringer rundt omkring. Vi kørte videre til en anden ven som boede i et kæmpe luksus-hus med panoramavinduer på størrelse med jeg ved ikke hvad. Og så rullede de lige en joint. De ryger vist rimelig meget pot i New Zealand har jeg efterhånden fået fornemmelsen af. Så smuttede vi ned til stranden og klatrede lidt på klipper, så på surfere og tog os så en dukkert. Man skal passe lidt på med understrømmene hernede, de er utrolig kraftige og lige pludselig var vi meget langt ude og måtte hurtigt ind igen. Der er en del mennesker der dør på den måde hvert år. Vi sluttede af med fish n chips ved en anden strand mens solen bare skinnede ned på os.. ikke dårligt. Da vi kom hjem var der dårlig stemning i huset, Sam og hans kæreste havde vist en del problemer så der blev skændtes en del. Jeg besluttede mig for at give dem plads (sams kærestes mor boede også i huset på det tidspunkt så der var ikke meget plads), sagde tak for et par gode dage og bad Sam køre mig til Auckland. Vi kom til Auckland hvor jeg checkede ind på et hostel hvor jeg så bor nu. Herfra er planen så at finde et sted at wwoof'e i et par uger indtil jeg skal helt op nordpå og plukke frugt. Wwoof er en organisation som organiserer frivlligt arbejde på organiske landbrug i bytte for kost og logi. Det vil sige, man arbejder 3-4 timer hver dag på en gård og til gengæld får man et sted at bo og gratis mad. Jeg har skrevet til et par gårde, så nu må vi se hvad der sker..
Jeg har med meget besvær endelig fået uploadet nogle billeder, så I kan se hvordan der ser ud hernede, så check dem lige ud, de kommer her:
Billeder fra Bangkok - Sydney - Auckland
Billeder fra Dhamma Medini i Kaukapakapa og Piha
8.3.04 |
-af Rasmus
Vipassana meditation i Kaukapakapa
Det ville være svært, for ikke at sige umuligt at forklare en flere tusind år gammel meditationsteknik på et par linier, og så endda på en hjemmeside, men jeg vil dog alligevel gøre et forsøg. Vipassana meditation har ikke noget med religion at gøre, alle uanset religiøs baggrund kan lære teknikken og benytte den i deres daglige liv. Vipassana er hverken en kult, en sekt eller noget der på nogen måde ligner. Det er faktisk præcis det modsatte af en sekt; hvor en sekt er en måde at leve på for nogle få mennesker, er Vipassana meditation en universel teknik der kan benyttes af alle. Der er meditationscentre overalt i verden, og alle kurser er gratis, man får gratis mad og ophold i de 10 dage kurserne varer og alle der arbejder på centrene er frivillige. Centrene kører rundt pga. folks donationer når de er færdige med kurset, men der er ingen der tvinger en til at donere, det er helt op til en selv. Grundlæggende går teknikken ud på at observere de følelser man har over hele kroppen, mens man mediterer. Alle følelser har det samme mønster, de opstår for et stykke tid efter at forsvinde igen. Teknikken vænner hjernen til ikke længere at reagere blindt på de følelser der opstår (såsom vrede, angst, nervøsitet osv.) men derimod blot at observere dem til de forsvinder igen. På den måde er det muligt at kontrollere sine handlinger bedre og på længere sigt (gennem lang tids meditation) at komme til at leve et roligere og mere fredfyldt liv. Der er selvfølgelig mange flere og dybere aspekter i teknikken, men det er altså hovedtrækkene i den. Så det var en lille indtroduktion, og hvis du så spørger mig om jeg er blevet religiøs så nikker jeg dig en skalle pr. luftpost ! ;)
Nå, tilbage til begyndelsen. Om eftermiddagen gik jeg op til bus terminalen ved Sky Tower hvor der skulle afgå en minibus til Kaukapakapa. Der stod de første allerede og ventede og jeg hilste på George fra NZ som lige var kommet hjem fra Sydkorea og Phillipe fra Schweitz som lige var kommet fra Bangkok efter at have været næsten hele jorden rundt. På det tidspunkt var jeg også selv ankommet fra Bangkok dagen før så vi faldt hurtigt i snak. Vi kørte ud til centeret hvor vi blev modtaget og fik skrevet os ind osv. Så fik vi lidt aftensmad, og derefter begyndt kurset. De næste 10 dage lavede vi stort set ikke andet end at sove, spise, gå ture i bushen og meditere. Allerede efter den første dag var jeg vildt træt og havde ondt i ryggen og i benene. Næste dag var endnu værre og sådan fortsatte det, indtil kroppen fik vænnet sig til at sidde så lang tid i den samme stilling hver dag. Jeg mediterede dog ikke helt så lang tid som jeg skulle, jeg havde simpelthen for ondt i hele kroppen. Det var nok noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet men samtidig var det også utrolig givende at meditere koncenteret i så lang tid. I alle de 10 dage holdt vi "noble silence" dvs. vi snakkede ikke med nogen andre end vores lærer hvis der var nogle praktiske problemer eller noget vi var i tvivl om. Så på den sidste dag hvor vi måte snakke igen, blev der sludres løs. Jeg fik den første prøve på den berømte kiwi-venlighed (kiwi=new zealænder) da jeg faldt i snak med en fyr der hed Sam og som var dj. Efter at have snakket med ham i 5 min. inviterede han mig til at blive et par dage i hans hus i Piha, som ligger helt ude ved stranden på vestkysten af Auckland. Jeg takkede selvfølgelig ja, og så drog vi mod Piha...