-af Rasmus
Så er der bid
Min lystfisker-karriere har nået sit hidtidige højdepunkt. Jeg fangede min første fisk i går, og sikke en krabat. Mens jeg stod der på den 10 meter høje klippe og kiggede nonchelant ud over de vilde bølger der brusede lige nedenunder mig (selvfølgelig med god stil; streetware-bukser, hvide gummisko og løstsiddende brun 80'er-sports-overtræksjakke med beige striber) var der pludselig noget der hev i min fiskestang. Først tænkte jeg, åh endnu en småfisk der skal ud igen, men så bøjede stangen sig pludselig 180 grader og jeg vidste at nu var øjeblikket kommet. Jeg følte mig hensat til de skumsprøjtende have ved Svalbards kyst hvor det nok kræver sin mand at klare sig gennem den evige kamp mod naturens voldsommeste kræfter, eller måske var jeg i det øjeblik selveste den gamle skotske fisker der ved en uheld fik kroget Loch Ness-uhyret i den legendariske sø i whiskeyens hjemland, for der blev kæmpet som en gal i den anden ende, det var helt sikkert. Mens jeg støttede imod klipperne med mine sko for ikke at falde ud over klippen og ned i dette monsters gab, halede jeg linen op i et opslidende langsomt tempo og det var som 3 gange i fitness-centret, så hårdt var det for armene. Endelig fik jeg det sølvglinsende uhyre op på land, og det kan nok være at de lokale fiskere tabte måde næse, mund og spand med rejer. Stolt gik jeg hjem med krabaten slæbende efter mig, og alle de spanske koner åbnede deres vinduer, kastede blomster ud over mig og råbte "Bravo!". Sikke en oplevelse. Du kan se et billede af monstret her.
Der er nu næsten fuldt hus der hvor jeg bor, der er flyttet rigtig mange nye ind i løbet af den sidste uge, men det er alle sammen tyskere, så der er gået lidt bockwurst i den kan man vist godt sige. Men de er nu flinke nok. En af dem hedder Ziggy (no shit, det hedder han faktisk) og er biolog. Han er her i forbindelse med et projekt han har kørende i Loro Park, og når han er færdig med det skal han tilbage til Tyskland og så lige direkte videre til hans "hjem" i Bolivia hvor han arbejder med at redde de sidste 50 papegøjer (af en bestemt art) fra en del af den bolivianske regnskov. Ret interessant at møde sådan nogle mennesker og høre lidt om hvordan folk lever i andre dele af verden.
Jeg har stadig ikke fået svar på om jeg får jobbet eller ej, men det betyder ikke så meget for mig mere. Jeg har besluttet mig for ikke at tage jobbet hvis de tilbyder mig det, og jeg har heller ikke gjort noget ved de andre muligheder for job som jeg stadig har. Sagen er jo at jeg er begyndt at savne det hele derhjemme lidt.. Og det var jo i virkeligheden slet ikke meningen at jeg skulle søge job hernede, jeg fik bare tilbuddet og valgte at tage chancen.. En anden ting er, at stedet hernede ikke er helt så spændende når man har været her i næsten 2 måneder og set alt hvad der er at se. Hvem skulle have troet at man kunne blive træt af palmer og sandstrande, ak ja .... :)
5.5.03 |
-af Rasmus
Eolica
I lørdags var der Eolica, en festival med elektronisk musik, live bands, visuales (computergrafik på storskærme) osv. osv., og jeg havde besluttet mig for at tage derned. Der skulle gå en bus kl 15.00 fra Plaza del Charco her i Puerto de la Cruz, så jeg pakkede mit festival-gear og var klar i god tid. Kokken blev 15.00 og der kom ikke nogen bus. Den blev kvart over, og halv fire og der kom ikke nogen bus. Det er typisk spansk sådan noget, men det er alligevel svært at acceptere når man kommer fra et land hvor man plejer at kunne regne (sådan nogenlunde) med at tingene kører som de skal og folk holder hvad de lover. Nå, så stod jeg der og var ved at opgive turen helt men jeg tænkte, nej for fanden, nu har jeg glædet mig til denne her festival i flere uger, så jeg løb ind på en netcafe og skrev adressen ned med kuglepen på armen og løb videre mod estacion de guagua (busstationen). Jeg hoppede ind i en bus til Santa Cruz og skiftede så til linie 111 som kører sydpå. Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle hen, andet end at stedet hed ITER og lå i nærheden af Granadilla. Bussen stoppede på motorvejen og jeg stod af sammen med 3 andre spaniere som jeg hurtigt faldt i snak med, de skulle også til Eolica, og de var vildt flinke og totalt klar til at fyre den af. To af dem kom fra La Palma (som er en af de 7 kanariske oør) det var Anna og hendes kæreste, og så var der Ico som var fra La Laguna, som er en slags "søster-by" til Santa Cruz. Ico var lige uddannet som oversætter, så hun talte rigtig godt engelsk (og fransk), og det gjorde tingene en hel del nemmere. Vi gik og gik i det støvede og varme ørken-agtige landskab som den sydlige del af øen er præget af, og så kunne vi pludselig se vindmøllerne, og så vidste vi at vi var på rette vej. Selve stedet hvor festivallen blev holdt var et slags center for vind-energi, midt i en kæmpe vindmøllepark, og vi gik helt hen til de enorme vind-monstre og stod under dem og kiggede op. Når man står nedenunder og kigger ind i sådan nogle roterende kæmpevinger bliver man helt svimmel, for det var som om de hvert øjeblik kunne nå jorden og feje én væk... Vi nåede hen til festivallen, men Ico ville lige i vandet først så jeg gik med hende til stranden, som så viste sig at være en nudist-strand. Så var jeg der, med en spansk pige, på en nudist-strand midt i en ørken, midt i ingenting og med vindmøllerne snurrende over mig. Ret syret oplevelse.
Da vi kom tilbage kunne vi ikke finde indgangen så vi gik hen over et hegn der lå ned og så stod vi pludselig midt i festivallen, uden de armbånd som man skulle have på, men der var ikke nogen som checkede os, så det var cool nok. På hovedscenen stod der en spansk pige-dj og spillede Orbital og folk stod og smådansede overalt, og det rykkede helt vildt ! Vi mødte en masse af Icos venner og jeg faldt i snak med en fyr som var hendes fætter, men som vistnok alligevel ikke helt var hendes fætter. Han var totalt flink og vistnok også meget fascineret af hash, han snakkede ihvertfald meget om det. Der var 3 scener på festivallen, 2 udendørs (uden overdækning, det regner stort set aldrig nede sydpå) og én der var inden i en stor hvid kuppel. Det var chillout-scenen med visuales inde på væggene og med bløde møbler og madrasser overalt. Nice. Gennem hele parken løb der en å, med broer over her og der, og med nogle store (2 meter i diameter) hvide kupler der lå og flød som senere blev brugt til at projektere lysshow på, og der var pladser hvor folk stod og jonglere med alle mulige ting, og en 5-6 udendørs barer hvor der var Red Bulls, vodka og dåse-Carlsberg som de eneste øl. Helt sikkert !
Hovednavnet på festivallen var Eddie Amador, en dj fra usa som er ret kendt, og han gik på klokken 05 om morgenen. Ellers var der en masse spanske djs, et par fra Tyskland og nogle spanske livebands som fyrede den totalt af. Klokken syv om morgenen havde jeg fået nok og ville hjem, men der var stadig totalt gang i den, masser af mennesker og det var ikke blevet lyst endnu. Jeg begyndte dog at gå mod bussen, men jeg havde ikke lige tænkte over at jeg var midt i en sten-ørken og at det var mørkt og jeg måtte gå 2-3 km før jeg kom til det nærmeste busstoppested. Jeg faldt i søvn i bussen og var først hjemme i Puerto de la Cruz ved en 10-tiden om morgenen, totalt bombet. Men det var en fed festival helt sikkert, og det var fedt at være sammen med nogle mennesker på min egen alder og for en gang skyld fyre den af til noget andet musik end salsa. Jeg fik taget en masse film som I kan se her:
Det er stadig lyst og festivallen er ved at starte
Spanier der fyrer den af
Icos "fætter" forklarer lidt om hash på Tenerife
Spansk dj fyrer den af vindmøllescenen
En af de mange udendørs-barer
Og så er der også lige nogle billeder som du kan se her:
Billeder fra Eolica 2003, Tenerife