| -

Japansk engrish

Eftersom Japan må siges af være det sted i verden hvor der er mest engrish (japanese english) måtte jeg selvfølgelig tage billeder af alle de underlige og mærkværdige skilte jeg faldt over, og det er der nu kommet et mindre galleri ud af som du kan checke ud hvis du da ikke lige har andet at lave..

Engrish i Japan

Kommentarer

| -

Tilbage i København

At komme tilbage til Danmark var en lige så surrealistisk oplevelse som det plejede at være. Bilerne kørte som sædvanligt i den gale side af vejen og af en eller anden grund kunne jeg nu pludselig forstå alt hvad folk sagde, det var selvfølgelig praktisk men også temmelig nedslående på en eller anden måde. De første par uger havde jeg en helt ekstrem lyst til at tage det første fly til Japan igen og i samme sindsstemning meldte jeg mig endda til et et-årigt japansk kursus som jeg dog allerede er droppet ud af igen. Efter et stykke tid kom sommeren buldrende og min konstante udlængsel blev langsomt dulmet af endeløse dage på bryggen, grillaftener på fugtigt græs og tågede ekspeditioner dybt ind i de københavnske nætter.

Jeg er stadig halvt til stede her i dagligdagen og halvt på vej afsted og sådan vil det nok altid være..

Kommentarer

| -

Bangkok

Det var en underlig fornemmelse at være tilbage i Bangkok. Byen lignede sig selv - stadig ligeså snavset og kaotisk som sidst jeg forlod den, omend den nu var endnu mere fugtig og svedfremkaldende da regntiden var sat ind for en måneds tid siden. Jeg tog endnu en gang en taxa ind til Siam hvor jeg gik ned af den efterhånden velkendte Soi Kasem San 1. Sidegaden med de osende madboder, taxachauførerne der altid råbte til én og den gamle mand med det hvide skæg som jeg altid købte frugt hos, og som altid gav mig et par ekstra små bananer med i posen. Forbi forretningsmændene der spiste deres frokost på den lille restaurant med pad thai til halvtreds baht og ind gennem palmebladene til mit guesthouse, hvor jeg også boede sidst jeg var i byen. Pigerne på guesthouset kunne genkende mig, de spurgte hvor jeg havde været og jeg svarede "Japan". Og så var den ikke længere.

Jeg gik op og tog et skytrain ud til Claus hvor jeg skulle hente nogle af mine ting, og det slog mig hvor stille der egentlig var omkring mig. Første gang jeg havde været i Bangkok var jeg nærmest blevet stresset bare af alle de mennesker der var omkring mig, men efter ti dage i Tokyo føltes Bangkok som en helt anden verden, som om der var lagt en dyne af stilhed hen over det hele og jeg må sige at jeg virkelig nød den stilhed. Udover det så var det rent økonomisk også en lettelse at være i Bangkok - hvor jeg i Tokyo nærmest ikke havde haft råd til en pakke nudler, kunne jeg nu igen bestille hvad jeg ville på min yndlings restaurant, velvidende at regningen på intet tidspunkt ville overstige en ti'er.

Tiden i Bangkok gik med at slappe af, få set en masse film, spise god mad og så ellers shoppe tøj som man nu skal når man er i Thailand. Jeg var på weekend marked i yderkanten af byen hvor jeg fik mig et par backpacks, lidt forskellige souvenirs og så en selvfølgelig en hulens masse t-shirts. Ind imellem shoppingturene blev der også tid til en hel del thai massage, og selvom et par af de gamle massør-damer fik tævet mig lidt rigeligt igennem, så var det rigtig rart for en krop der efterhånden var godt mærket af over fire måneder på farten.

Det var egentlig lidt trist at måtte forlade Bangkok, dels fordi jeg imod alle odds var kommet til at holde en hel del af byen, men selvfølgelig også fordi jeg vidste at dette her var enden på min rejse og at hverdagen ventede forude. Men på samme tid glædede jeg mig også til at komme hjem til den danske sommer, så helt skidt var det nu alligevel ikke.

Det lykkedes mig at få fat i en taxa hvor chaufføren for en gangs skyld ikke prøvede at snyde mig, og mens jeg sad med mine bare ben på det klistrende brunlige læder bagsæde, kiggede jeg ud af vinduet hvor ikke bare Bangkok men hele Thailand og Japan langsomt flimrede forbi mine trætte øjne. Jeg vågnede ved lufthavnen, checkede min bagage ind (jeg havde selvfølgelig overvægt men det gjorde åbenbart ikke noget) og lidt efter sad jeg endnu en gang i et blødt sæde, i en stor jernfugl der skulle bære mig halvvejs rundt om jorden.

Billeder fra Bangkok

Kommentarer

| -

Tokyo

Efter syv timer i alle mulige og umulige sovestillinger, selvfølgelig uden meget søvn, stoppede bussen klokken seks om morgenen foran Shinjuku station, Tokyos og en af verdens største tog og undergrundsstationer. Jeg hoppede klatøjet ud af bussen, fik min fat i min rygsæk og gik ind på stationen hvor jeg snart fandt mig selv stirrende ned af lange gange fyldt med lysende skilte og henvisninger til hvad der virkede som et uendeligt antal perroner. I Tokyo er nogle af undergrundsstationerne så store at man kan gå fra den ene station til den anden uden nogensinde at komme op på gadeplan, ligesom der selvfølgelig er shoppingcentre og butikker overalt selvom man er flere etager under jorden. Efter et stykke tid fandt jeg lokaltoget til Nakano som er en del af Tokyo der ligger ikke så langt fra centrum, for det var her jeg skulle bo, i et guesthouse som jeg havde booket et par uger i forvejen.

Jeg ankom til Nakano hvor jeg hurtigt fandt mit guesthouse. Klokken var stadig kun syv om morgenen og eftersom kontoret først åbnede klokken ti måtte jeg vente lidt endnu før jeg kunne checke ind. Det viste sig at der var en ganske god grund til at stedet var et af de billigeste steder man kunne bo i Tokyo, det var nemlig rent ud sagt elendigt. Alting var snavset og ulækkert, køkkenet var nærmest ikke-eksisterende og der lå et tykt lag støv og fedt hvorend man kiggede hen. Jeg tænkte "shit, her kan man sgu da ikke bo.." men det kunne man og det skulle jeg, i hvertfald de næste ni dage. Det hele blev ikke bedre af at stedet lå cirka ti meter fra jernbanen hvor der kørte et tog forbi omkring hvert femtende sekund (jeg talte faktisk en dag), og hver gang der kom et tog kørende forbi så rystede alle de otte senge, der i øvrigt var presset sammen på alt for lidt plads. Nå, men det var jo også bare et sted at sove tænkte jeg, selvom det nu kun kunne lade sig gøre hvis man brugte ørepropper..

Tokyo er en vanvittig by. Et firetyvetimers neon-cirkus fyldt med uniformerede myrer der myldrer til og fra arbejde, ind og ud mellem hinanden og op og ned i de gigantiske skyskrabere der ligger som et baggrundstæppe overalt og giver hele sceneriet et mærkværdigt blade runner-agtigt look. Man skal se Tokyo mere som en masse små byer end som én stor, for hver bydel har sit eget udseende og sit eget særpræg - Shinjuku er et business-område fyldt med neonskilte og trendy restauranter, Shibuya er teenagernes shopping-paradis hvor hvad der var trendy i går absolut ikke er det i dag, og Harajuku er stedet hvor folk farver deres hår hvidt og klæder sig ud i mærkværdige stuepige-kostumer for derefter at vandre langsomt rundt i gaderne om aftenen. For at blive set, naturligvis. Selvom Tokyo generelt er et utrolig stressende sted at opholde sig i længere tid af gangen, så er det rent faktisk muligt at finde en lille smule fred i de mange parker der ligger spredt rundt omkring, og som fungerer som en slags åndehuller i det som de fleste ellers oplever som en højteknologisk myretue med fuld knald på. Jeg prøvede at søge mod parkerne så ofte jeg kunne og det lykkedes mig faktisk at finde ro i en enkelt af dem, en park ved navn Hama-Rikyu Gardens som lå mellem Shiodomes skyskrabere og Tokyo Bays travle havneområde.

De første par dage gik med at finde rundt i byen og så generelt bare gå rundt og være fascineret af alle de indtryk og lyde der omringede mig konstant. Tokyo må være det sted i verden hvor der er flest udendørs højtalere og det virker ikke som om der er nogen begrænsninger for hvor højt man må skrue op, så de fleste steder man går er der en konstant larm fra folk i forretninger der råber dagens tilbud i kæmpe megafoner, skraldebiler der snakker og spiller musik på samme tidspunkt, rulletrapper der taler til én ("dette er en rulletrappe, pas på når du står af og på..") og politikere der stiller kæmpe højtaler-biler op hvor der nu ellers er plads for at sprede deres budskaber med alt for mange decibel.

Da jeg boede i New Zealand havde jeg taget et thai-madlavningskursus sammen med en japansk pige der hed Sakiyo, og eftersom hun nu var tilbage i Tokyo mødtes jeg med hende og hendes veninde Kozue. Vi gik ud og spiste en del gange og det var ret hyggeligt, de kendte selvfølgelig Tokyo rigtig godt så jeg fik en rundtur i nogle af de mere skumle områder af byen, blandt andet byens red light district, eller soapland, og det var en ganske underholdende oplevelse. Man kunne i hvertfald få lidt af hvert der, det er helt sikkert. Udover det var jeg til nogle receptioner på nogle meget sære kunstudstillinger, blandt andet noget 3d-kunst hvor man fik et par farvede briller på og gik ind i et rum hvor man med det samme fik fornemmelsen af at man var på syre eller et eller andet. Japansk kunst er meget anderledes end noget jeg tidligere har oplevet, men det er helt klart på den fede måde.

Mit indtryk af Tokyo endte med at blive noget delt må jeg nok indrømme. På den ene side er byen ekstremt stressende, alting er presset sammen på alt for lidt plads, der er mennesker omkring én konstant ligegyldig hvor man kigger hen, og det er umuligt at finde ro nogen steder. På den anden side er Tokyo svært fascinerende, den er som en evighedsæske eller et hus med uendelige døre der hver fører til en ny og endnu mere sær scene end den man lige er trådt ud af. En scene som til dels bliver skabt af de underlige omgivelser man hele tiden befinder sig i, men lige så meget af statisterne - japanerne der virker som om de på mange måder tænker fuldkommen omvendt end folk fra den verden jeg kommer fra.

Efter ni lange, fascinerende og oplevelsesrige dage i Tokyo gik turen atter tilbage hovedstaden i smilets land, Thailand.

Billeder fra Tokyo

Kommentarer

| -

Kyoto

Bussen kørte til en nærliggende togstation hvor jeg skiftede til et lokaltog som tog mig tilbage til Osaka. Efter jeg nu allerede var faret vild i Osaka én gang havde jeg ikke det store besvær med at finde den station hvor toget til Kyoto gik, så jeg hoppede på endnu et bumletog, der efter halvanden time med stop i samtlige små flækker og landsbyer på vejen endelig ankom til Kyoto. Jeg havde dagen i forvejen surfet lidt på nettet og fundet et hostel som jeg havde booket et par overnatninger på, så nu skulle jeg bare have fundet stedet. Heldigvis havde jeg også lige printet et kort over Kyoto ud så for en gangs skyld var jeg rimelig velforeberedt. Jeg gik ud af Kyoto station som i øvrigt er temmelig futuristisk designet, den ligner nærmest en blanding mellem en hangar og så kulisserne fra en eller anden science fiction film. Der var en del debat om netop designet da stationen blev opført, fordi mange mente at den ikke var i harmoni med resten af Kyoto som er en by med meget gamle bygninger og masser af templer.

Jeg vandrede ned af Kyotos gader og fandt endelig det hostel som jeg skulle bo på, det hed j-hoppers og viste sig hurtigt at være et rigtig fedt sted. Efter at have boet på et par mildt sagt temmelig dårlige hostels både i Kagoshima og Hiroshima var det virkelig en fed oplevelse at checke ind på j-hoppers. Der var styr på det hele, pænt og rent overalt og så var dem der arbejdede der virkelig flinke og talte alle sammen næsten helt perfekt engelsk. Men Kyoto er også en større, og langt mere turistet by end nogle af de steder jeg havde været indtil nu så det var måske meget naturligt. Men fedt var det alligevel, og jeg fik hurtigt en underlig fornemmelse af at det her var et rart, midlertidigt hjem.

Hvad der til gengæld ikke var så fedt var min hånd, som på det tidspunkt var vokset helt ekstremt og oven i købet var begyndt at gøre ondt og klø helt vildt. Ja det kunne såmænd godt være elefantmandens hånd jeg lige havde lånt der, så hævet var den faktisk. Men det var selvfølgelig også en god måde at falde i snak med folk på, og der gik ikke længe før jeg havde lavet en aftale med en af pigerne der arbejdede på hostel'et om at hun ville guide mig rundt i Kyoto dagen efter og minsandten om jeg ikke også blev inviteret med ud og drikke fadøl om aftenen af de gutter jeg boede på værelse med.

Næste morgen mødtes jeg med min hostel-guide som også hed Reina (udtales Leina), vi lejede et par cykler og så trillede vi ellers ud i Kyoto. Selvom jeg var lidt halvtræt efter aftenens mange genstande gik det hurtigt op for mig at Kyoto er en vildt fed by. Kyoto er mest kendt for sine mange templer, og så var den i øvrigt også engang for mange år siden Japans hovedstad, indtil den blev flyttet til Tokyo. Kyoto er omkranset af bjerge så man skal ikke cykle mere end et kvarters tid før man har bevæget sig fra byens travle og larmende business-centrum til de mest fredfyldte og naturskønne templer og haver man kan forestille sig. Og derfra er der igen ikke langt til bjergene og de omkringliggende skove hvor man kan bruge dage på at vandre rundt i naturen og stilheden. Det er de kontraster der giver én fornemmelsen af at byen har det hele, og Kyoto er helt sikkert en by som man kan bruge måneder for ikke at sige år på at opleve og udforske.

Jeg kunne godt se at to dage i Kyoto var alt for lidt, så jeg skrev til min næste wwoof-vært i Nagoya og aflyste mit besøg der, så jeg nu havde omkring fem dage i Kyoto. Jeg gjorde det selvfølgelig fordi jeg gerne ville blive længere i Kyoto, men jeg må indrømme at jeg på det tidspunkt også var ved at blive lidt træt af at være deltids-landmand, så tanken om at tage endnu en tur langt ud på landet for så alligevel kun at kunne arbejde der i to dage, var efterhånden ikke ligefrem super-tiltalende. Så mine mudrede gummistøvler røg endelig i skralderen, mine dage som wwoofer var forbi for denne omgang og nu var der kun storbyerne tilbage.

De næste par dage gik med at se en masse templer, gå på lokale markeder og så spise usandsynlig meget sushi, da der lige ved siden af hostel'et lå en sushi-train restaurant hvor hver tallerken kostede hundrede yen (fem kroner). Udover det hang jeg lidt ud med Reina som når hun havde fri viste mig rundt i byen og tog mig til alle hendes favorit-templer og japanske haver. En dag da vi kom cyklende nede ved floden lykkedes det mig rent faktisk at få en flagermus i hovedet så jeg var lige ved at falde af cyklen og ned i floden, men jeg klarede den heldigvis lige. Så med både bistik og flagermuse-lussinger kan man vist ikke sige at jeg ligefrem var dyrernes ven i den uge..

Efter fem rigtig gode dage i Kyoto var det på tide at komme videre, for forude ventede min sidste og største destination. Omkring klokken elleve om aftenen steg jeg på en natbus, som syv stive timer senere gerne skulle ankomme til Japans hovedstad og allerstørste by, Tokyo.

Billeder fra Kyoto

Kommentarer

| -

Ashiya

Bussen kørte gennem Shikokus bjerge, over broen fra Shikoku til Honshu hvorefter vi kom til byen Wakayama. Det viste sig snart at Wakayama var bygget på en masse små øer, for det virkede som om vi udelukkende kørte på broer gennem hele byen. Wakayama ligger et pænt stykke fra Osaka men de to byer er så store at de efterhånden har opslugt hinanden så det var ikke rigtig til at se hvornår den ene by stoppede og den anden begyndte. Efter tre timer kom vi endelig til Osaka station hvor jeg straks blev overvældet af hvor mange mennesker der var overalt. Det lykkedes mig selvfølgelig at tage med det forkerte tog men efter et par ture frem og tilbage var jeg endelig på Ashiya station.

Jeg tog min mobil frem og ringede til mine næste wwoof-værter. De virkede meget forvirrede over at jeg var i Ashiya, på trods af at jeg havde emailet med dem et par dage i forvejen. Efter en halv times venten trillede en gul bil med et stort klistermærke der forestillede en bi på bagruden ind foran stationen, og en lille mand med kasket og knaldgule briller trådte ud. Det var Boss Roccou, som var honning-farmer og som jeg skulle arbejde for de næste par dage. "Kald mig Boss" sagde han på halvgebrokkent engelsk da vi trådte ind på den lokale restaurant og bestilte et solidt japansk måltid med et par tilhørende kolde Asahi's, som senere blev til en hel kande varm sake. Halvberuset satte jeg mig igen ind i den lille gule bil og vi kørte gennem Ashiya som åbenbart er lidt af et japansk Beverly Hills, det er her alle de store baseball-stjerner og skuespillere bor og det var da også nogle temmelig prangende villaer der skød op rundt omkring os overalt. Boss boede på den anden side af Ashiya som ikke er helt så velhavende og efter en halv times tid stoppede vi ved et lille to-etagers lejlighedskompleks lidt udenfor byen hvor jeg skulle bo. Jeg blev vist rundt i lejligheden, fik redt en seng op og så tog Boss ellers hjem til sit eget hus.

Næste morgen kom Boss og hentede mig og vi kørte et stykke mod bjergene indtil vi kom til et lille skovområde. Her havde han sine bistader og det var her jeg skulle arbejde. Jeg blev introduceret for hans søn samt sønnens to venner der egentlig var elektrikere men som også hjalp til med bistaderne når der var brug for det. Det regnede lidt så vi satte os under et par parasoller i skoven og begyndte at snakke, og det var ret underholdende for det viste sig at både Boss, hans søn og deres venner var nogle totalt drengerøve. De fyrede den ene røverhistorie af efter den anden og jeg fik efterhånden indtrykket af at de vist ikke ligefrem var dem der arbejdede hårdest men var mere interesseret i at ryge joints og fede den af så tit de kunne. Hvilket der selvfølgelig ikke er noget galt i. Efter et par timer holdt regnen op så vi gik i gang med at grave nogle render tæt på bistaderne hvor vi så til sidst plantede nogle solsikkeplanter i. Og det var så det eneste arbejde jeg lavede i Ashya..

Til frokost gik vi ud og spiste på en restaurant, om aftenen gik vi ud og spiste sushi, og eftersom det regnede den næste dag, arbejdede vi ikke men sad i stedet og så lidt film og hyggede og så tog vi ellers ud og spiste igen om aftenen. Det var rimelig chillern må jeg nok sige. Igen virkede det som om jeg var havnet hos nogle mennesker der mest af alt var med i wwoof fordi de synes det var fedt at få besøg af folk fra hele verden og det var selvfølgelig helt perfekt for mig. Og så var mine værter altså lidt nogle spøjse typer, foruden Boss der med sine gule briller, sit grå hår og sin topmave var lidt af en personlighed, så viste hans kone sig at være både sanger og standup-komiker. Jeg fattede selvfølgelig ingenting af hendes jokes da de var på japansk, men der var alligevel et eller andet meget humoristisk over hele familien syntes jeg.

Foruden at være elektriker og hjælpe til med bistaderne havde Boss's søn også et bi-job (haha) som bi-terapeut eller med andre ord, han var akupunktør med bier. Det havde jeg godt nok aldrig hørt om før men det havde åbenbart taget ham omkring fem år at blive uddannet, han havde behandlet en masse kendte japanske sportsstjerner og så skulle det efter sigende have en helt fantastisk effekt. Så eftersom jeg stadig havde havde ondt i min ene hånd efter alle de kartofler og sukkerrør jeg havde slæbt, skulle jeg selvfølgelig prøve en omgang bi-akupunktur. Det skulle senere vise sig at være en rigtig dårlig idé..

Jeg blev godt nok lidt svedt da jeg så den lille plastik-beholder fyldt med summende bier som jeg af en eller anden grund havde sagt ja til frivilligt at blive stukket af, men jeg tænkte at efter fem års uddannelse så måtte han da have styr på det og så gik behandlingen ellers i gang. Den første bi blev hevet op med en pincet, brodden blev pillet ud og bien blev kvast med fingrene. Herefter blev brodden ført hen over min hånd og jeg blev stukket de steder hvor jeg havde ondt. Ligesom normal akupunktur, bare med brodden fra en bi. "Jamen, er der ikke stadig gift i brodden?" spurgte jeg bekymret. "Jojo, men det er god gift" fik jeg at vide. God gift.. hhhmm okay, så siger vi det. Jeg var lidt øm i hånden efter behandlingen men Boss fortalte mig at det normalt gik over dagen efter så jeg tænkte ikke så meget over det og så tog vi igen ud og spiste.

Dagen efter var det desværre allerede på tide at komme videre. Jeg havde besluttet mig for at tage et par dage i Kyoto, for det skulle være et af de steder i Japan som man bare må se, så jeg kunne desværre ikke blive i Ashya mere end et par dage. Vi gik hen til busstoppestedet, jeg fik sagt farvel tik Boss og hoppede på bussen der skulle tage mig til Osaka hvor jeg så skulle finde et tog til Kyoto. Jeg smed min bagage ind på bagsædet af bussen, vinkede farvel til Boss og kiggede så ned på min hånd der var helt rød, havde store bistik over alt og så ud som om den bare blev ved og ved med at hæve..

Billeder fra Ashiya

Kommentarer

| -

Awaikeda

I Hiroshima hoppede jeg på endnu et Shinkansen, der med ekspress-fart tog mig til Okayama. I Okayama skiftede jeg til et lokaltog som i skildpadde-tempo bumlede afsted indtil det efter et par timer ankom til den lille by Awaikeda på øen Shikoku. Jeg havde egentlig regnet med at Awaikeda lå i nærheden af Okayama som ligger på øen Honshu, men i stedet var jeg nu på Shikoku hvilket jo egentlig var underordnet. I øvrigt var der utrolig smukt på Shikoku, under togturen kørte vi over små frodige øer, gennem utallige tuneller og hele tiden med kilometerhøje grønne bjerge overalt omkring os. Jeg steg af toget, stillede mig ud foran stationen og ventede, og lidt efter trillede en stor hvid minivan af mærket Nissan hen imod mig.

Ud steg en lille mørkhåret kvinde i en blå pullover, hun rakte mig hånden og bød mig velkommen til Awaikeda, jeg smed min rygsæk ind på bagsædet og vi kørte mod hendes hus. Det var Mariko (meget almindeligt navn i Japan i øvrigt), som jeg skulle bo hos den næste uges tid, og hun boede i et lille hus på en bakketop med den vildeste udsigt ud over hele Awaikeda by. Hendes mand boede underligt nok i et andet hus nede i byen hvor han arbejdede som tandlæge. Marikos forsikrede mig om at det skam ikke var fordi der var noget galt med deres forhold, og de så da også normalt hinanden dagligt, men de havde det åbenbart bedst med at bo i hvert deres hus. Okay, lidt specielt forhold, kunne jeg ikke lade være med at tænke. Men Mariko viste sig at være vildt flink, hendes engelsk var ganske udemærket og hendes hus var i det hele taget rigtig fedt. Jeg fik min egen lille private hytte som lå lidt væk fra huset, den var så lille at jeg kun absolut lige kunne være i den, men den var også kun beregnet til at sove i så det var helt fint.

Der skulle jo selvfølgelig også arbejdes og eftersom Mariko ikke var landmand var det mest af alt havearbejde jeg skulle hjælpe til med. Den første dag legede jeg havearkitekt, jeg fik rettet en temmelig skæv sten-gangsti op til en pæn kurve og fik lagt rullegræs ud over det hele så det endte med at se rigtig nydeligt ud. De følgende dage regnede det, så jeg lavede ikke det helt store - underviste lidt i hvordan man bruger et digitalt kamera, flækkede en hurtig hjemmeside sammen og så videre. Efter vejret var blevet en smule bedre tog vi ud og hentede noget brænde i en skov, brugte en hel dag op at save det i småstykker med en motorsav og tog så ud og spiste noget sushi bagefter. Det virkede egentlig ikke som om Mariko havde specielt meget arbejde at lave, jeg tror egentlig mest at hun var medlem af wwoof fordi hun godt kunne lidt at møde nye mennesker, og hun fortalte mig faktisk også på et tidspunkt hvordan hendes liv havde ændret sig til det mere positive efter hun var blevet wwoof-vært.

En af dagene kom der et par veninder på besøg til middag, så jeg lavede lige et par pizzaer med alt godt fra det lokale supermarked og det var hele selskabet vildt imponerede over. Japanske mænd er vist generelt ikke så gode til at lave mad, så de var ved at tabe kæben da jeg kækt serverede en nummer syv med ekstra ost og en hawai-pizza ala Japan for dem. Et par dage efter kom en af venindernes datter på besøg så jeg tryllede lige et par pizzaer frem igen, og så blev der ellers hevet øl og shoju (som er en slags japansk spiritus brygget på hvede) frem til den helt store guldmedalje. Jeg ved ikke lige hvad Mariko og hendes veninde havde gang i, for lige pludselig var de trætte og skulle sove selvom klokken kun var ni, og så sad jeg der, i køkkenet med en ikke specielt attraktiv japansk pige og en fire-liters dunk med japansk spiritus foran mig. Det var sgu lidt akavet..

Efter endnu et par gode middage, et par besøg på forskellige sushi-restauranter og en sightseeing-tur rundt omkring i de nærliggende bjerge var det atter tid til at komme videre. Jeg blev kørt til det nærmeste busstoppested, fik sagt farvel til Mariko, fik sludret lidt med et par ældre japanske damer og lidt efter kom bussen. Næste destination var Ashiya, en lille by ikke så langt fra Japans andenstørste by, Osaka.

Billeder fra Awaikeda

Kommentarer

| -

Hiroshima

Efter to uger i Ajimu blev jeg tidligt om morgenen kørt til stationen, fik sagt farvel og var nu atter en gang på vej videre, til en ny by hvor nye oplevelser ventede. Jeg havde fået lavet en hjemmelavet tog-plan med tider og navne på de stationer hvor jeg skulle skifte, men det viste sig bare at planen ikke rigtig holdt så jeg måtte have fat i tog-konduktøren og igen brilliere med mit så absolut fattige japanske. Efter at have kørt med fem forskellige tog i over syv timer ankom jeg endelig til Hiroshima, hvor jeg skulle være i en uges tid og lave alt andet end at arbejde..

Selvom Hiroshima er en by på størrelse med København fik jeg alligevel et mindre chok over hvor mange mennesker der var, det var lidt af en forandring efter at have boet så lang tid på bøh-landet som jeg indtil videre have gjort. Men det var fedt at være i en storby igen og jeg begyndte allerede at glæde mig til at kunne tage et varmt bad igen, få vasket tøj og alle de småting jeg var begyndt at savne i Ajimu. Jeg hoppede af toget, og skulle så tage en bus til byens eneste hostel. Nu skal det så lige nævnes at det er PÆNT anderledes at tage bussen i Japan - for det første går man ind af bagdøren, så trækker man en billet som har et nummer og så kigger man på en lystavle som hænger oppe ved chaufføren, hvor man hele tiden kan følge med i hvor meget éns billet er steget i pris. Når man så skal af, går man ud af fordøren, og her er der så tre forskellige automater, en veksel-automat, en automat til buskort og så et lille transportbånd med lys i hvor man putter ens billet i sammen med det beløb i mønter som ens billet er løbet op i. Eftersom alle skilte på automaterne selvfølgelig kun er på japansk lykkedes det mig at fucke totalt op de første fire gange jeg kørte med bussen, så bussen måtte stoppe, chaufføren måtte hive vekslepenge frem og hver gang stod der en hale af japanere og trippede bagved mig..

Mit hostel var nogenlunde ligeså (u)hyggeligt som det jeg havde boet på i Kagoshima, det vil sige en stor beton-blok med adskilte sektioner for mænd og kvinder, et forbud mod at opholde sig på hostel'et i dagtimerne og en lukketid der lå omkring klokken elleve om aftenen. Jeg følte mig lidt som en lille dreng der var på spejderlejr med alle de regler og restriktioner, men heldigvis var personalet rigtig flinke og så havde stedet et mini-onsen som det var alt for vildt at ligge og flyde rundt når man kom træt hjem fra byen.

Når man siger navnet Hiroshima tænker folk nok først og fremmest på den skæbnesvangre dag i August hvor omkring hundredefyrretusinde blev brændt ihjel på nogle få sekunder, da en atombombe for første gang i verdenshistorien blev brugt mod et civilt mål. Og Hiroshima er da også en by hvor man konstant bliver mindet om denne tragedie, der er monumenter, statuer og museer overalt og i dag er Hiroshima en by der er dedikeret til fred på jorden og en global afskaffelse af atomvåben. Jeg besøgte Hiroshimas Peace Memorial Museum og det var en meget stærk oplevelse som gav mig et helt andet andet syn på slutningen af anden verdenskrig. Jeg kendte selvfølgelig de historiske facts på forhånd, men at opleve hændelsen i filmklip, fotografier og specielt tegninger fra de overlevende var noget helt andet. Samme dag som jeg havde besøgt freds-museet var der ved et tilfælde et foredrag på vores hostel med en af de få nulevende personer der havde overlevet atombomben. Det var en ældre mand på omkring de halvfems der med hjælp fra en oversætter fortalte om hvordan han selv havde oplevet at gå igennem Hiroshimas gader lige efter bomben var sprunget. Jeg vil spare jer for detaljerne i hans fortælling for det var simpelthen noget af det mest forfærdelige jeg nogensinde har hørt i mit liv.

Eftersom det var Golden Week (som svarer lidt til vores påskeferie) da jeg var i Hiroshima var der masser af mennesker i byen, på gaderne og ikke mindst til den baseball-kamp som jeg havde besluttet mig for at tage ind og se. Baseball er Japans nationalsport så det skulle selvfølgelig opleves, og det var da også lidt af en oplevelse - der var alt ligefra et trompet-orkester, koordinerede slagsange og til sidst en masse-affyring af hylende balloner. Folk morede sig helt sikkert, men det hele virkede underligt organiseret alá, "nu synger og hepper vi lidt og så er det det andet holds tur" og så videre. Men måske er det bare sådan man gør i Japan.

En af de sidste dage tog jeg ud til en lille ø der ligger lidt udenfor Hiroshima, en ø der hedder Miya-jima og som er en ø fyldt med templer, hellige steder og gamle japanske landsbyer. Det var tåget den dag men jeg valgte alligevel at tage en lille svævebane helt op til toppen af øen, selvom jeg godt vidste at der ikke var nogen udsigt deroppe. Efter at have vandret af små stier i en halv times tid begyndte der langsomt at træde flere og flere små templer ud af tågen og jeg fornemmede at jeg måtte nærme mig toppen af bjerget. Jeg havde en fornemmelse af at være i en anden tid, naturen var vild og uspoleret og gang på gang kunne jeg høre en klokke fra et tempel eller en præst der sang bønner i det fjerne. Da jeg endelig nåede toppen, gik jeg ind imellem et par store sten, kom til en åben plads og blev budt velkommen af.. en sodavandsautomat.

Efter en uges tid i Hiroshima var det på tide at komme videre, så jeg pakkede endnu en gang min rygsæk og købte en billet til en lille by omkring Okayama, en lille by ved navn Awaikeda.

Billeder fra Hiroshima

Kommentarer

| -

Ajimu - Poohs Hill

Efter en rigtig lang tur i øsende regnvejr henover nogle gevaldig høje bjerge rullede bussen endelig ind på busstationen i byen Beppu. Beppu er en rimelig stor by som mest af alt er kendt for at den ligger i et område med meget høj termisk aktivitet, det vil sige at der er rigtig mange varmekilder og dermed også masser af onsens i og omkring byen. Jeg gik ind på stationen og så til min store overraskelse at der var flere udlændinge, noget jeg ikke havde set i rigtig lang tid. Jeg fandt hurtigt ud af at der var et par timer til min næste bus gik så jeg låste min rygsæk inde i et bagage-skab og gik lidt rundt og gloede på forretninger indtil det lykkedes min mave at styre min underbevidsthed hen mod en McD-agtig burgerrestaurant. Her fik jeg mig et mindre burger-fix - selvom pommes frittererne var slatne og bøffen var lavet af rejer så var det vel rent teknisk set en burger.

Hen på eftermiddagen gik min bus endelig og jeg gik ombord mens jeg pænt spurgte buschaufføren om denne her bus gik til Ajimu. Det gjorde den ikke fik jeg at vide, og så blev jeg lidt nervøs - havde jeg nu taget den gale bus eller hvad? Efter at have konsulteret min japanske ordbog og fyret et par mere eller mindre korrekte japanske fraser af, gik det op for mig at det han mente var, at bussen skam gik til Ajimu men ikke tilbage igen, da det var dagens sidste bus. Jeg er sikker på at han tænkte "hva faen skal en udlænding til Ajimu efter, der er jo ingenting deroppe.." og derfor regnede han med at jeg skulle tilbage igen. Men det skulle jeg ikke, i hvertfald ikke lige foreløbig.

Bussen kørte langsomt gennem regnen og tågen der hele blandede sig med dampen fra undergrunden som steg op alle vegne fra, og det var umuligt at se mere end hundrede meter frem. En gang i mellem kiggede jeg ud af de tilduggede ruder og så hver gang en stor træ-elefant i naturlig størrelse der stirrede på mig gennem tågerne. Endelig nåede bussen til endestationen, jeg havde regnet med at det var en busstation af en slags men det var ikke mere end en korsvej med et par enkelte huse på hver side. Så det var åbenbart Ajimu. Jeg steg ud af bussen og stillede mig under et lille halvtag mellem to sodavandsautomater, mens jeg stod og kiggede ud på regnen. Buschaufføren fik ondt af mig og gav mig en paraply, kørte sin vej og så stod jeg der igen, alene med min rygsæk og midt i ingenting.

Efter et stykke tid kom en firhjulstrækker kørende og ud steg en lille halvbuttet mand som jeg (måske på grund af hans sorte hiphop-hue) skød til at være omkring i slutningen af trediverne. Det var Fumimaro som jeg skulle wwoofe hos i et par uger og vi kørte med det samme til hans hus som lå lidt væk fra "byen" eller hvad man nu kalder fem huse, en korsvej og to sodavandsautomater. Vi ankom til hans hus, jeg fik lidt aftensmad og eftersom hans kone underviste et par lokale børn i et rum ved siden af, satte vi os ind i arbejdsværelset og snakkede. Og jeg skal da lige love for at han havde et par ting på hjertet, han snakkede som et vandfald og efter et par timer havde vi fået ordnet hele verdenssituationen og var blevet enige om at økologi og fred på jorden var vejen frem.

Næste dag kørte vi i hans lille hvide truck hen til hans gård. Fumimaro havde fem vingårde hvor han groede økologiske vindruer og mit arbejde gik ud på at vande planter, sprede gødning, grave grøfter og generelt bare hjælpe til hvor der nu var brug for det. Vingårdene lå i et område med en masse andre vingårde, men Fumimaro var den eneste der ikke brugte hverken kemikalier, kunstgødning eller kunstig opvarming af de plastik-telte som planterne groede i. I stedet brugte han soyaolie og vineddike, og gik og nippede insekter af bladene med håndkraft. Det var ganske udemærket arbejde for mig, bortset fra at jeg selvfølgelig var alt for høj til de små planter så jeg hele tiden måtte gå og bukke mig ned. Til gengæld virkede det som om Fumimaro gjorde sit bedste for at lave så lidt som muligt, det var tit at vi holdt frokostpauser på to-tre timer og når det var tid til eftermiddags-the sad vi som regel også mindst en time og havde dybsindige samtaler om det ene og det andet, over en kop earl grey og et par rosin-gifler.

Fumimaro's kone blev jeg derimod aldrig helt gode venner med. Hun var omkring de halvtreds (hvad jeg i øvrigt også fandt ud af at Fumimaro var) men hun virkede betydelig ældre, måske var det bare de halvfjerdser-agtige sygekassebriller der gjorde det, jeg ved det ikke. Hun var egentlig ret flink når man gav sig tid til at snakke med hende, men udover det virkede hun lidt halvmuggen og gik tit og brokkede sig i skægget på japansk. En morgen hvor jeg ikke lige spiste blommen i mit spejlæg keglede hun helt ud, det var åbenbart for meget for hende, ja mere skulle der åbenbart ikke til..

Måske havde jeg forventet lidt for meget af Pooh's Hill, måske var jeg begyndt at kede mig lidt, eller måske var to uger lige det her sted bare i overkanten, for allerede efter en uge begyndte jeg at tællene dagene ned til jeg skulle videre. Det var ikke så meget arbejdet eller omgivelserne og skam slet ikke Fumimaro der var noget galt med, det var mere bare en masse småting der begyndte at gå mig på. At der var snavset overalt, at alt lugtede af hund, at det var vildt besværligt at få vasket tøj og at vandet i bruseren skiftede mellem varmt og koldt hvert halve minut.

Alt i alt var jeg rigtig glad for at have oplevet Ajimu og Pooh's Hill men da dagen hvor jeg skulle afsted endelig kom, forlod jeg stedet med en fornemmelse af at det bestemt også var rart at komme videre.

Billeder fra Ajimu

Kommentarer

| -

Tamana

I Kagoshima hoppede jeg på et Shinkansen som hurtigtogene i Japan hedder. Shinkansen-togene kører over firehundrede kilometer i timen, og det er eddermanme hurtigt kan jeg så tilføje. Det er faktisk så hurtigt at man får propper i ørerne en gang i mellem og man kan blive helt dårlig af at kigge ud af vinduerne hvor landskabet suser ekstremt hurtigt forbi. Efter en times tid skiftede jeg til et almindeligt bumletog som tog mig det sidste stykke, langt ud på landet til den lille by Tamana.

Jeg hoppede frisk og frejdig af toget og fandt hurtigt en telefonboks hvor jeg ringede til Ryu og Yoko som jeg skulle wwoofe hos. Der gik ikke længe før en lille hvid pickup-truck kom kørende og Ryu steg ud, han var en mand i midten af halvtredserne som med et stort grin bød mig velkommen. Vi kørte en tur gennem Tamana som alligevel ikke var en helt lille by, og stoppede ved en lille café som en af hans venner ejede. Vi gik op på anden sal til caféen hvor vi fik serveret lidt frokost af vennen der vist var lidt af en damernes ven (eller på dansk, en player), han var ret stilet med gråt overskæg og vest og så havde han planer om at bygge et træhus, altså et hus oppe i træerne. Ikke til hans børn men til ham selv. Hhhmm...

Efter en god frokost kørte vi hjem til Ryu og Yoko hvor jeg fik mig et værelse i deres traditionelle japanske hus med bambusmåtter på gulvene og papirs-skydedøre overalt. Jeg kan ret godt lide den japanske indretningsstil, alt er lavet af træ og papir og alt fremstår meget simplistisk og rent. Til gengæld er væggene så tynde at der hurtigt bliver koldt i huset så man må bruge små olie-varmere i de fleste rum, så sådan en fik jeg også i mit værelse. Vi gik udenfor og jeg blev introduceret for stedets øvrige beboere, de to hunde Mocca og Ron, en kat, omkring halvtreds forskellige slags høns og så to gæs der plaskede rundt i en å der lå lige ved siden af.

De første par dage gik med at lave et improviseret plastik-halvtag til nogle tomatplanter, at plante tomatplanterne og så ellers køre til byggemarkedet og tilbage igen et par gange. Udover det havde jeg mine faste pligter hver dag der gik ud på at fodre høns, give katten og de to hunde mad og så lufte dem bagefter (hundene altså, ikke katten). Det var virkelig let arbejde, slet ikke fysisk hårdt på nogen måde og det var rigtig rart efter tre ugers kartoffel-slæberi på Tokunoshima. Når det regnede arbejdede vi ikke så meget, og da det regnede cirka hver anden dag havde vi rigtig meget tid til at tage rundt og se forskellige ting omkring Tamana. En dag kørte vi hele vejen til Kumamoto som er en ret stor by der lå et godt stykke væk, vi var et smut hos frisøren så jeg kunne blive klippet og så var vi også rundt og se lidt forskellige templer og andre seværdigheder i området.

En af dagene var vi til en the-ceremoni og det var en ret interessant og meget anderledes oplevelse. Japanerne elsker grøn the og udover at drikke det hver dag går nogle japanere også til the-ceremonier en gang i mellem. Grøn the har nemlig en masse helbredende egenskaber, det er ikke kun godt for kroppen men også for sjælen siges det. Så da det alligevel regnede den dag tog vi hen og besøgte en ældre dame som holdt the-ceremonier og som underviste folk i kunsten at drikke grøn the. Og det er virkelig en kunst at udføre ritualerne korrekt, først skal skålene renses, så skal vandet koges, theen skal hældes flere gange frem og tilbage mellem forskellige skåle, så skal theen drikkes og til sidst skal skålene renses igen. Og det hele skal gøres på en helt bestemt måde, man skal udføre forskellige bevægelser med hænderne korrekt, blandt andet skal man åbne og lukke et imaginært vindue i luften og så fremdeles. Ryu fortalte mig at han og Yoko gik til the-ceremoni en gang om ugen og at de gjorde det fordi det gav dem ro i sindet og virkede rensende og afslappende. For mig var det endnu et spændende indblik i en kultur der på mange måder er så utrolig forskellig fra den jeg kommer fra.

Efter en uges tid i Tamana var det på tide at komme videre, så jeg fik endnu en gang sagt pænt farvel og blev kørt til stationen. Her hoppede jeg på et lille lokaltog som tog mig til Kumamoto, i Kumamoto tog jeg en sightseeing-bus til busstationen og fra busstationen hoppede jeg så endelig på den bus der skulle tage mig hele vejen hen over bjergene til byen Beppu..

Billeder fra Tamana

Kommentarer

| -

Kagoshima

Jeg vågnede klokken syv og tænkte at jeg godt lige kunne bruge en time mere på øjet, men sådan skulle det ikke være, for nu skulle der åbenbart ses morgen-tv og så var det i øvrigt lige meget om signalet var elendigt fordi vi var midt ude på det åbne hav. Efter et par timers sne på skærmen kunne vi dog atter se land og omkring klokken halv ti om morgenen var vi endelig tilbage i Kagoshima.

Lige ud for Kagoshima ligger der en halv-ø der hedder Sakurajima eller på dansk kirsebær-øen. Da Sakurajima ikke bare er en almindelig halv-ø men samtidig også er en aktiv vulkan, må Kagoshimas indbyggere i tide og utide finde paraplyen frem fordi der drysser sort aske ned over hele byen. Det eneste hostel der var i byen lå lige ved siden af vulkanen og der skulle jeg så overnatte en enkelt nat. For jeg skulle jo mødes med Yasuko som jeg havde mødt i Fukuoka og som ovenikøbet havde taget fri fra arbejdet så hun kunne vise mig lidt rundt i byen.

Yasuko stod på kajen og ventede på mig og sammen tog vi en taxa til en anden del af havnen, hvor færgen til Sakurajima gik. Der gik en færge hvert kvarter så det tog ikke længe før vi gik i land på vulkan-øen, fik lidt turistbrochurer og fandt mit hostel der lå et par minutters gang fra færgen. Hostel'et viste sig at være lige så stort som det var tomt, der var vel plads til et par hundrede mennesker og der var højst ti-femten gæster da jeg ankom så der var en lidt mærkelig stemning på stedet. Jeg fik skiftet mine pænt sure sokker ud med et par rene og så gik vi ellers ned i byen hvor vi tog en gratis minibus til et stort hotel hvor de efter sigende skulle have øens bedste onsen.

Et onsen er egentlig bare et stort fællesbad hvor vandet er helt overdrevet varmt og som regel kommer direkte fra undergrunden, lidt ligesom de varme kilder der er i naturen overalt på jorden. Men et onsen er også en del af den ældgamle japanske kultur, et afslappende og samtidigt rensende ritual som næsten alle japanere udfører en gang i mellem. Et åndehul fra en dagligdag fyldt med regler og etiketter og et sted hvor status og stilling er ligegyldig da alle alligevel bader nøgne. Der findes mange forskellige slags onsens, de fleste har et bad til mænd og et til kvinder, men der findes også fællesbade hvor man så bader med badekåbe - ja, badekåben nede i vandet, pænt sært. Så det skulle jeg selvfølgelig prøve, og selvom det var lidt underligt i starten var det helt klart en super fed oplevelse. Det var et udendørs onsen med udsigt ud over havet og henover badet voksede knudrede gamle træer hvis rødder strakte sig hele vejen ned i vandet. Der var også en mur man kunne sidde op af hvor der så løb varmt vand ud af nogle store bambusrør og ned på ens skuldre, det skulle vist være godt hvis man havde ømme muskler eller bare var træt i kroppen.

Efter at være blevet kogt igennem i en times tid tog vi minibussen tilbage til byen og fik os en kæmpe skål med nudler, det var selvfølgelig vildt lækkert ligesom næsten al japansk mad er. Vi vadede lidt rundt i byen, vejret var helt perfekt - lidt over tyve grader og ikke en sky på himlen, så vi satte os på en strand og chillede lidt mens vi kiggede på færgerne der hele tiden gik til Kagoshima og tilbage igen. Da Yasuko havde en aftale om aftenen sagde vi farvel og jeg gik tilbage til mit hostel. På det internationale hostel talte de selvfølgelig ikke et ord engelsk så bare det at få noget aftensmad blev til en større udfordring, men sådan er det jo i Japan og det vænner man sig efterhånden til.

Jeg gik op på mit otte-mands værelse som jeg havde helt for mig selv og satte mig til at kigge lidt på de billeder jeg havde taget i løbet af dagen, da der lige pludselig brasede en japansk mand ind af døren. Han var bilsælger og gav mig først en længere forklaring om hvordan hvide biler var mest populære blandt japanske kvinder mens japanske mænd altid valgte sorte eller sølvfarvede. Derefter kastede han sig ud i et større foredrag om fred på jorden, George Bush, Paven, ham selv og mig, lommetyve i Osaka, og jeg ved ikke hvad. Det hele foregik på et prustende, hakkende engelsk og mens jeg sad og lyttede til hans overvældende ordstrøm blev jeg hele tiden i tvivl om manden var gal eller bare ekstremt ivrig og snaksagelig. Dagen efter gav han mig sin adresse og han fik også min, jeg tænkte at det kunne da egentlig være meget grinern at møde ham igen hvis han en dag kom til Danmark.

Næste dag tog jeg færgen tilbage til Kagoshima, fandt en bus der gik til togstationen og købte en billet til en lille flække midt i Kyushu, en lille by ved navn Tamana.

Billeder fra Kagoshima

Kommentarer

| -

Amami-O-Shima

Efter tre timers sejlads på en færge fyldt med fnisende japanske teenagere (denne tid på året er skolestart i Japan og mange teenagere flytter fra øerne til fastlandet for at gå i skole der) gik færgen i havn i byen Naze på Amami-O-Shima. Jeg gik i land og ud af de mange sorthårede og brunøjede japanere der som forventet alle gloede på mig, var der endelig et ansigt jeg kunne genkende. Det var Sakekyo eller bare Shoko som jeg havde mødt på færgen til Tokunoshima og hendes søn der hed Sion der stod og ventede på mig. Vi kørte gennem Naze, som er betydelig større end Kametsu på Tokunoshima, og bare det at være i en lidt større by gjorde at mine urbane abstinenser blev dulmet en smule. Efter et smut i supermarkedet kørte vi mod deres hus og jeg fik sagt pænt "konichiwa" til hendes mand og deres anden søn der hed Keito. Efter lidt aftensmad fik vi snakket en masse, det blev til en blanding af japansk og engelsk og med hjælp af en elektronisk ordbog (som de fleste japanere har mindst én af) gik det faktisk overraskende godt. Da det var blevet sent fik jeg en madras i stuen, jeg lagde mig til at sove og lå og tænkte at det her var da aldrig sket i Danmark; bare sådan at invitere en vidt fremmed til at overnatte midt i ens dagligstue. Jeg tænkte også at jeg burde være mere gæstfri når jeg engang kom hjem, måske være vært for turister eller noget lignende og mens jeg stadig kunne mærke færgens gyngende bevægelser i kroppen gled jeg langsomt ind i den dybeste søvn.

Næste morgen lavede Shoko morgenmad til mig mens hendes mand sad i sofaen og så fjernsyn, røg smøger og barberede sig. Efter at have siddet og drukket grøn the og snakket i et par timer spurgte Shoko om jeg ville med ud og køre en tur. Det ville jeg selvfølgelig gerne så vi kørte lidt rundt i Naze indtil vi kom til en restaurant hvor vi mødtes med en af hendes veninder. Hun var engelsklærer, så mens vi sad og spiste nudler og misosuppe, fik vi sludret lidt om Danmark, hvad jeg lavede derhjemme og hvad man ellers kan finde på at snakke om, når man er rejst til Japan for at slæbe kartofler.

Vi forlod restauranten og kørte hen til hendes søn Sions Junior High School. Her var der optagelses-ceremoni for alle de nye elever deriblandt også Sion, så det skulle jeg selvfølgelig også med til. Det viste sig at være en meget formel og pænt tør omgang, først skulle alle eleverne remses op ved navn, hvorefter de rejste sig op og sagde "hai!", derefter blev der holdt en masse taler af blandt andet skoleinspektøren og så skulle alle klasselærerne op på et podie og bukke for de fremmødte forældre. Det hele tog godt halvanden time og selvom jeg prøvede mit bedste for at være høflig var jeg flere gange ved at falde ned af stolen af kedsomhed. Bagefter var der gruppefotografering af alle klasserne og så var ceremonien slut.

Lidt senere kom Shokos mand og hentede mig og sammen kørte vi lidt rundt på øen til vi kom til en rigtig lækker strand. Det var rimelig svært at kommunikere med ham da han helt klart var den der talte dårligst engelsk men også her hjalp den elektroniske ordbog (eller "secret arm" som Shoko kaldte den) en del. Bagefter besøgte vi et stort akvarium der lå lige ved siden af, det bestod for det meste af et stort bassin med skildpadder og tropiske fisk og så en masse mindre bassiner med blæksprutter, lidt muslingeskaller og så videre. Efter den korte undersøiske oplevelse kørte vi tilbage til huset hvor det var meningen at vi skulle have os noget aftensmad.

Men Sion havde leget nede ved floden og var åbenbart skvattet på en sten, slået hovedet og på en eller anden måde også brækket armen, så han var røget med ambulance på skadestuen. Så jeg tog selvfølgelig også med på skadestuen hvor vi måtte tilbringe det meste af aftenen med at vente, snakke med japanske politimænd og udfylde forskellige formularer. Det endte med at Sion blev indlagt da han skulle opereres i armen dagen efter. Ja man skal sgu passe lidt på med de sten der..

Efter et par timer tog vi hjem, jeg fik en ordentlig omgang sushi som Shokos mand havde købt til mig og så var det ved at være lige før færgen gik, så jeg fik pakket mine ting og blev kørt ned til havnen. Som afskedsgave fik jeg et par små japanske håndklæder, jeg sagde farvel og på forhåbentlig gensyn og efter tre lange tut i færgehornet sejlede vi atter ud i det store sorte japanske hav. Mens lyset fra Amami-O-Shima langsomt forsvandt i mørket, stod jeg på alene dækket med en følelse af at jeg det sidste døgns tid havde været udsat for en helt utrolig venlighed. Jeg vendte mig om og gik ned til sovesalen hvor jeg fandt min madras, lagde hovedet på min firkantede sorte hovedpude og trak det tykke tæppe over mig.

Billeder fra Amama-O-Shima

Kommentarer

| -

Livet i de endeløse kartoffelmarker

I skarp kontrast til folks varme og venlighed stod det daglige arbejde. Det var simpelthen benhårdt. Da Yoneda-san ikke selv havde så meget arbejde vi kunne udføre blev vi lånt ud til de lokale farmere, og hvis nogen skulle være i tvivl så er det altså pænt hårdt arbejde at være landmand. Vi kørte rundt fra den ene kartoffelmark til den anden, i en stor lastbil med en kran monteret på ladet og så gik arbejdet ellers ud på at slæbe kartoffelsække fra alle markerne og så hælde dem op i en kæmpe stor sæk. Den store sæk blev så hejst op på ladet af lastbilen og når vi havde seks sække var det ned til færgen og læsse det hele af og så forfra. Hver sæk vejede femogtyve kilo, de store sække vejede sekshundredeogtreds kilo og på den måde fik vi slæbt omkring syv-otte tons kartofler hver eneste dag.

Mens jeg gik rundt og svedte i de støvede kartoffelmarker med mine engang-hvide gummisko og mine alt for korte japanske arbejdsbukser, tænkte jeg tilbage på min tid i Bangkok. Her havde jeg rendt rundt og spillet smart med voks i håret og scoreskjorte mens jeg gik fra det ene shoppingcenter til det andet, spiste lækker mad hver dag og generelt bare fedede den helt vildt. Nu stod jeg på en japansk ø og slæbte kartofler..

Men alting forandrer sig jo hele tiden og efter et par uger ændrede mit arbejde sig også på flere måder. For det første kom der endnu en wwoofer, han hed Alan og var fra Canada. Det var lidt rart endelig at have én at snakke engelsk med, på et højere plan end med de japanere jeg arbejdede for. De kunne stort set kun sige "thank you" og "see you tomorrow" og eftersom mit japanske var på nogenlunde samme niveau blev det ikke til de helt store filosofiske konversationer henover kartoffelrækkerne. Udover at vi nu var en ekstra mand på kartoffelholdet blev vi nu sat til at samle og rense kartofler i stedet for at slæbe dem. Det var også pænt hårdt da vi enten sad ned eller kravlede rundt hele dagen men det var alligevel ikke lige så hårdt som at slæbe tunge kartoffelsække. Eller sagt på en anden måde, jeg fik ondt i nogle andre dele af kroppen og det var rart med lidt forandring. En enkelt dag blev vi desuden sat til at slæbe bundter med sukkerrør, sådan nogle er cirka tre meter lange, vejer omkring fyrre kilo stykket og de skulle så en tur op på skulderen og så ellers læsses af i forskellige bunker. Den dag var det lige før jeg var hoppet i havet og svømmet mod fastlandet.

Men selvom arbejdet var vildt hårdt og vi kom snavsede og udmattede hjem hver dag, så glider det hele ned når man bliver inviteret på sushi, Asahi-øl og den lokale spiritus som selvfølgelig er brygget på sukkerrør. Sushien var i øvrigt med hestekød, råt oksekød og hele blæksprutter og det var selvfølgelig som jeg havde forventet at japansk sushi ville være, super lækkert. En aften var vi desuden en tur på en af byens mange små barer som var helt fyldt, det vil sige der var nok en otte-ni mennesker i alt, og det var ret underholdende da vi mødte et par temmelig stive fiskere der fortalte japanske røverhistorier, lagde arm og inviterede os med ud og fange blæksprutter (det blev dog aldrig til noget, og det var da vist meget godt).

Efter tre uger på Tokunoshima var det på tide at komme videre, så jeg pakkede min rygsæk, fik sagt farvel til Yoneda-san som jeg efterhånden havde lært ret godt at kende, og steg på færgen til den næste ø Amami-shima eller bare O-shima.

Billeder fra Tokunoshima

Kommentarer

| -

Tokunoshima

Efter at have stået et stykke tid på kajen og kigget mig omkring kom der endelig en fyr hen til mig som med en meget amerikansk accent sagde: "so you must be the danish guy?". Han hed Daniel og var fra Kentucky ("Fried Chicken" sagde jeg med det samme og tænkte at den havde han nok aldrig hørt før) og han skulle med den færge jeg var kommet med, han var nemlig færdig med at wwoofe. Det kunne være at jeg lige skulle forklare hvad det er at wwoofe før vi fortsætter..

Wwoof står for Willing Workers On Organic Farms og er en organisation der formilder kontakten fra dens værter, der som regel driver økologiske landbrug til dens medlemmer som er almindelige mennesker (som regel backpakere), der som en del af deres rejse gerne vil besøge et okølogisk landbrug. Dealen er så at man arbejder et sted mellem fire og seks timer om dagen og til gengæld får man så ophold og mad gratis. Nogle wwoofer fordi de er interesseret i landbrug og gerne vil lære mere om det, andre fordi det er en fed måde at møde nye mennesker på og få masser af oplevelser som man med garanti ikke ville få som almindelig turist. Min indgangsvinkel er at jeg synes det er spændende at bo hos lokale folk i et andet land, at få et indblik i deres liv og deres hverdag og så er det selvfølgelig også en billig måde at rejse på.

Langt de fleste wwoof-værter er som sagt landmænd, men det er masser af undtagelser; der er både caféer, skisportssteder og forskellige små butikker man kan wwoofe hos - så længe der er et eller andet økologisk aspekt ved værten bliver den som regel godkendt. Ligesom de fleste medlemmer wwoofer for at få et indblik i en anden kultur og møde nye mennesker, er de fleste værter også primært medlemmer for at få besøg af folk fra forskellige lande, og på den måde få hele verden indenfor deres dør, da de måske ikke selv har mulighed for at rejse så meget mere. Jeg har wwoofet et par steder før i New Zealand, og selvom hver vært har været forskellig har jeg indtil nu kun haft rigtig gode oplevelser som wwoofer. Nå, men tilbage til historien..

Jeg fik hilst på Daniel og lidt efter kom Yoneda-san trippende, en lille dame i midten af halvtredserne med smilerynker ved øjnene, et grin der kom helt nede fra maven og en lille lilla bil med nummerpladen "35". På Tokunoshima har nummerpladerne nemlig kun fire cifre. Vi kørte mod hendes hus, jeg fik læsset min bagage af og fik så et lille gæsteværelse på anden sal. Efter lidt frokost blev jeg indtroduceret for husets anden wwoofer, en japansk pige der hed Chica der kom fra Hokkaido som er japansk nordligeste del. Lidt efter kom Yoneda-sans nabo forbi, hun var en lettere overgearet dame omkring de treds der snakkede som et vandfald, men hun var vildt flink og talte ret godt engelsk så vi gik en tur ned i den lokale købmand "Everyone", fik os en is og gik derefter en tur rundt i byen, der i øvrigt hed Kametsu og som har omkring sekstusinde indbyggere.

De følgende dage regnede det, og da jeg åbenbart havde fri når det var dårligt vejr brugte vi i stedet tiden på at køre rundt på øen og se forskellige ting, en sukkerrørsfabrik hvor de fremstillede sort sukker, en masse fantastiske strande, nogle monumenter over det ene og det andet, et lille museum og så videre. Vi besøgte også det hus hvor verdens ældste mand havde boet, han blev hundredetyve år gammel og det er ikke helt tilfældigt at han levede netop her på øen. Okinawaerne er nemlig kendt for at folk bliver meget gamle, gerne omkring de hundrede år. Grunden skal findes i en kombination af en ekstremt sund kost fyldt med vitaminer og mineraler, en afslappet livsstil og et stærkt sammenhold mellem de ældre på øerne.

Udover at køre rundt og udforske øen, blev vi gang på gang inviteret til frokost og middag hos alle mulige venner og bekendte og det var hver gang en ny og meget anderledes oplevelse. Når der ud af øens cirka trettentusind indbyggere kun er omkring fem-seks udlændinge så bliver der gloet lidt når der pludselig træder en næsten to meter høj dansker ind af døren, ligesom folk var ved at tabe næse og mund hver gang jeg gik en tur i supermarkedet. Japanere glor helt vildt og uhæmmet på folk der er anderledes og det kan godt være lidt overvældende i starten. Men når man finder ud af at de blot er nysgerrige og ikke mener noget ondt med det, vænner man sig til det og med tiden begyndte jeg egentlig at synes at det var meget grineren at få så meget opmærksomhed.

Billeder fra Tokunoshima

Kommentarer

| -

Fukuoka - Kagoshima - Tokunoshima

Jeg gik ud i ankomsthallen og nu var planen så at jeg skulle finde en natbus til byen Kagoshima, hvor jeg skulle finde et sted at overnatte. Det viste sig så bare at det ikke kunne lade sig gøre, da der kun var ti minutter til bussen gik og den næste bus (aftenens sidste) allerede var fyldt. Så jeg måtte blive i Fukuoka den nat. Med lidt hjælp fra et par flinke informationspiger i lufthavnen fik jeg booket et værelse på byens billigeste hotel og fik i samme omgang købt en busbillet til Kagoshima dagen efter. Den eneste anden udlænding jeg kunne se i nærheden var en midaldrende tysk mand der viste sig at være universitetprofessor, vi faldt i snak og det endte med at han gav en taxa til mit hotel. Taxaen lignede noget der var importeret direkte fra halvtredserne, det var en gammel sort Mercedes af en art med hvidt indtræk på sæderne, og selv taxachaufføren var som taget ud fra en gammel film da han iført kasket og hvide handsker åbnede dørene for os og bød os velkommen.

Hotellet lå i midten af Fukuoka, jeg checkede ind og efter at have fået en griner over toilettet på mit værelse (der var et typisk japansk toilet komplet med varme i sædet, skylle-funktion og deodorant) gik jeg en tur ned mod byens centrum. Mit første indtryk var: "Shit, det er godt nok anderledes det her..", gaderne var fyldt med blinkende neonskilte, storskærme med reklamer og alt var selvfølgelig skrevet med japanske skrifttegn, som også hedder kanji. Jeg gik lidt rundt for at prøve at finde noget at spise og efter at have drejet ned af et par gader med ekstra mange neonskilte (hvor man da vist nok kunne få massage eller noget) fandt jeg en slags 7-eleven hvor de solgte færdiglavet sushi, købte en pakke og gik hjem mod hotellet.

Næste dag stod jeg op og tog et bad i det alt for lille badeværelse, pakkede mine ting og gik mod busstationen. Det regnede i Fukuoka og for første gang siden jeg forlod Danmark var det så koldt at jeg måtte tage min regnjakke på. Busstationen lå midt inde i et shoppingcenter, jeg fandt mit afgangsområde og satte mig til at vente. Der var stadig to timer til bussen gik så jeg ville lige se om jeg kunne få noget morgenmad og jeg spurgte en pige der sad ved siden af mig om hun ikke lige kunne kigge efter min rygsæk. Det viste sig at hun havde boet i London i et par år, hed Yasuko og talte usædvanlig godt engelsk, og det endte med at vi snakkede stort set hele vejen i bussen fra Fukuoka til Kagoshima hvor hun boede. I Kagoshima fik hun hjulpet mig med at få købt en billet til færgen, fik sat mig på en taxa til havnen og vi aftalte at mødes igen når jeg kom tilbage til fastlandet.

Taxaen stoppede foran en gammel færgeterminal, jeg tog min bagage og gik mod billetlugen. Efter lidt ventetid åbnede et par døre sig og folk begyndte at gå ud mod en stor, gammel og efter udseendet vist også temmelig rusten færge. Jeg gik ombord via en lang gangbro der virkede ret skrøbelig og stod så alene på en stor japansk færge, med kurs mod en lille ø i midten af ingenting, som jeg ikke anede noget som helst om. Det eneste der stod i min Lonely Planet guidebog var halvanden linie der beskrev at Tokunoshima var en lille ø i midten af ø-gruppen Okinawaerne og at den primært bestod af landbrug.

Jeg gik lidt rundt på færgen og som ventet var alle skilte og al information på japansk, folk talte ikke et ord engelsk og der var femten timers sejlads til Tokunoshima. Min billet var til økonomi-klassen og på en japansk færge er det lig med en sovesal hvor man ligger sammen med hundrede andre mennesker med hver sin madras, tæppe og en vildt hård firkantet sort hovedpude. Der var også en restaurant, eller et cafeteria var det nok nærmere, men når det eneste man kan sige er "jeg taler ikke særlig godt japansk" så får man altså ikke noget mad, så det endte med at jeg gik i kiosken og købte nogle underlige lyserøde fiskestænger og et par risboller og havde dermed et pænt nederen aftensmåltid.

Men når man rejser alene er man automatisk mere åben overfor andre mennesker og da japanere er meget nysgerrige og venlige faldt jeg også her i snak med en japansk kvinde, hendes veninde og hendes to sønner. De talte næsten ikke et ord engelsk men ved hjælp af lidt kropssprog og en lille japansk bog med nyttige sætninger (som jeg havde købt i Bangkok), kunne vi alligevel kommunikere. De boede alle sammen på Amami-shima (eller bare O-shima som betyder "store ø") som er den ø der ligger ved siden af Tokunoshima, og det endte med at de inviterede mig til at komme og overnatte hos dem på deres ø når jeg skulle tilbage til fastlandet fra Tokunoshima.

Efterhånden som vi kom længere væk fra det japanske fastland begyndte vinden at tage til og bølgerne blev større og større. Færgen begyndte at rulle fra side til side og til sidst gyngede færgen så voldsomt at folk via højtalerne blev bedt om at lægge sig ned - det var simpelthen for farligt at rejse sig op. Det resulterede så selvfølgelig også i at folk lå og knækkede sig på stribe og det var ikke noget kønt syn. Jeg har nu aldrig været søsyg men denne gang gik jeg dog alligevel ud og hentede et par plasticposer bare for en sikkerheds skyld..

Næste morgen gik jeg ud på dækket, solen var ved at stå op og jeg kunne nu se små frodige øer rundt omkring færgen. Vi måtte være tæt på tænkte jeg, og ganske rigtigt - efter et par timer lagde færgen til i en lille havn på en lille ø, øen Tokunoshima. Jeg gik fra borde og gik lidt rundt på kajen mellem de mange japanere der alle stod og ventede på nogen, men det så ikke ud til at der var nogen der ventede på mig..

(Så lykkedes det mig endelig at få uploadet nogle billeder, det tog også kun ti minutter per billede på det her super-sløve 56k modem..)

Billeder fra Fukuoka - Kagoshima - Tokunoshima

Kommentarer

| -

Bangkok - Taipei - Fukuoka

Om morgenen er det dejlig køligt i Bangkok så det var heldigvis til at holde ud at slæbe min hårdt pakkede rygsæk hen til en taxa der derefter kørte mig til lufthavnen. Jeg fandt min check-in skranke, jeg skulle flyve med China Airlines som jeg ikke rigtig kendte noget til, andet end at de var billige og vist nok også rimelig skrabede. Da jeg checkede ind fik jeg at vide at der ikke var plads til mig på flyet og at jeg måtte vente da de havde overbooket flyvningen. Shit tænkte jeg, nu kommer jeg ikke med det her fly, men lidt efter havde de alligevel fundet en plads til mig så jeg fik mit boardingpass og gik mod gaten.

Det viste sig så at den plads jeg havde fået var på business class! Det var alt for vildt, der var kæmpe sæder der kunne lænes helt tilbage og masser af plads til at strække mine lange ben og efter jeg havde sat mig kom der en stewardesse hen til mig og sagde: "Hello mister Mortensen, jeg hedder Sarah og vil være Deres personlige stewardesse på denne flyvning" hvorefter hun gav mig det vildeste menukort jeg nogensinde har set i et fly. Der var så mange franske ord på menukortet at jeg ikke rigtig fattede noget af det, men jeg havde på fornemmelsen at det nok var pænt lækker mad. Midt den vildeste forret kom stewardessen og sagde "Mister Mortensen, kunne de tænke dem at se vinkortet?". Så var der lige syv forskellige vine man kunne vælge i mellem, al den champagne man kunne drikke og selvfølgelig alle de drinks man kunne bælle.

Efter tre timer svævende på en sky landede jeg i Taipei som er hovedstaden i Taiwan. Jeg spankulerede glad ud i lange bukser og t-shirt og fik straks et chok - der var jo pisse koldt! Efter halvanden måned i Thailand havde mine metrologiske overvejelser ikke lige haft den højeste prioritet, men Taiwan ligger jo altså betydelig længere nordpå end Bangkok så i stedet for de sædvanlige femogtredive grader var der pludselig kun tolv-tretten grader! Oven i det viste Taipei sig at være en super kedelig lufthavn, der var kun fem-seks butikker og de kinesiske ekspedienter var slet ikke så venlige og smilende som næsten alle ekspedienter var i Thailand. Øv, og så skulle jeg i øvrigt være der i et par timer før mit næste fly gik. Jeg fandt dog hurtigt en internetcafe hvor jeg sad og fik varmen mens jeg surfede og tiden gik.

Efter et stykke tid gik jeg hen til min gate hvor jeg satte mig og ventede. Der var udelukkende japanere og kinesere ved gaten med undtagelse af mig selvfølgelig og så lige to andre europæere, og der blev gloet helt vildt hver gang jeg rejste mig op. Jeg tænkte at det måtte jeg nok hellere vænne mig til, og det skulle vise sig at være sandt. Efter et stykke tid boardede jeg flyet til Fukuoka og fik denne gang en plads på den økonomiske klasse hvilket ikke var helt dårligt men bestemt en anden oplevelse end min foregående luksus-tur.

Efter omkring to timers flyvning landede vi i Fukuoka, og efter en længere tur gennem immigrationsmyndighederne, paskontrollen, fugleinfluenzakontrollen og en tolder der meget høfligt og nærmest undskyldende checkede min bagage igennem var jeg endelig i det land jeg havde drømt om at rejse til i så mange år. Jeg var endelig kommet til Japan.

Kommentarer

| -

Tilbage i Bangkok

Jeg ankom til Ekkamai busstation og tog et skytrain til Siam som er hovedstationen for skytrains i byen. På Koh Samet havde jeg købt en Lonely Planet Thailand bog og her havde jeg fundet et par guesthouses som lå ganske bekvemt, lige ved Siam og alle de store shoppingcentre. Jeg gik ned af en sidegade fyldt med osende madboder og frugtsælgere og fandt hurtigt det første sted, det hed A-One Inn og det så ganske fint ud så der checkede jeg ind.

De næste par dage brugte jeg på at shoppe, gå i biografen og generelt bare nyde at have et værelse med aircondition, og uden myg og kvækkende gekkoer. Det er forresten ret anderledes at gå i biografen i Thailand; for det første er de thailandske reklamer fuldkommen vanvittige og for det andet rejser alle i salen sig op før filmen starter, mens der kører en kort film der handler om kongen, hans liv og generelt bare viser hvor fantastisk han er. Og alt dette får man for kun femten kroner. Hvis man derimod køber en vip-billet til femoghalvfjerds kroner får man den helt store luksus-tur. Først kommer man ind i en lounge hvor der er fri bar, store lænestole, plys-tæpper på gulvene og tjenere der går helt ned på knæ når de skal servere et glas juice for én. I selve salen kan man vælge mellem tre slags lænestole, to af dem er ligesom førsteklasses flysæder som kan lægges helt ned og så kommer der tjenere og giver én dyne på, ligesom der selvfølgelig er personlig betjening hvis man skulle få lyst til lidt flere popcorn eller en drink til. Jeg så filmen "Crash" på den måde og det var en helt igennem suveræn oplevelse fra ende til anden.

Efter nogle dage i Bangkok begyndte jeg at kede mig lidt, så jeg gik ned i den lokale 7-eleven og købte mig en avis. Jeg kiggede under dagens begivenheder og så at der var et modeshow for den spanske butik MNG i Siam Paragon (som er et vildt luksuriøst shoppingcenter) klokken halv syv. Jeg tog min bedste skjorte på (okay, min eneste skjorte) og tog et skytrain en enkelt station fra National Stadium til Siam. Der var masser af kendisser der skulle have taget billeder og der var kun en lille håndfuld udlændinge iblandt dem. Jeg stod lidt og kiggede da en tjener kom og tilbød mig en drink - jeg takkede ja og gik over mod indgangen til selve showet. Man skulle vist nok være temmelig vip og inviteret for at komme ind men jeg skrev bare mit navn på gæstelisten, fik lidt forskellige produkter fra MNG og så gik jeg ellers ind og satte mig foran catwalken.

Så sad jeg der og spiste pindemadder og drak drinks med Bangkoks kendisser og tænkte, det er sgu da meget cool det her. En pige kom og satte sig ved siden af mig og vi faldt i snak, det viste sig at hun var manager på Thailands største modemagasin, og hun virkede da også rimelig checket. Efter showet fik jeg hendes visitkort og hun bad mig om at skrive en email til hende næste dag.

Næste dag skrev jeg så til hende, og hun inviterede mig til endnu et modeshow samme aften. Jeg mødtes med hende i The Emporium, endnu et shoppingcenter i den rigtig dyre klasse, og vi tog subwayen mod det sydlige Bangkok. Hun spurgte mig om det var okay at vi lige besøgte et par venner først, og før jeg vidste af det var vi på vej mod et stort fire-stjernet hotel. Det viste sig at hendes venner skulle giftes og at vi skulle til en bryllupsfest, så efter at have skrevet lidt vise ord om kærlighed og livet i en bryllupsbog til et par jeg ikke anede hvem var, fik vi taget lidt billeder sammen med brudeparet og så gik vi ellers ind i en kæmpestor festsal.

Og så sad jeg ellers der - til et thailandsk bryllup og spiste otte-retters menu med hajfinnesuppe og jeg ved ikke hvad, som den eneste udlænding og prøvede at konversere det bedste jeg kunne med et helt bord fyldt med festklædte thailandske kvinder der næsten ikke talte engelsk. Rimelig underlig oplevelse. Efter et par rørende taler og lidt forskellige romantiske pophits var det tid til at komme videre, vi havde jo et modeshow vi skulle nå.

Modeshowet foregik i en stor house-club lidt længere væk og igen kom vi ind som vip'ere med sponsor-gaver og fri adgang til en speciel lounge på første sal. Selve modeshowet viste sig at være for Playboy der var ved at lancere en undertøjs-serie så det var jo ikke helt dårligt må man sige..

Resten af tiden i Bangkok brugte jeg på at se lidt templer, spise god mad, få thai-massage og generelt bare være turist-agtig, selvom jeg gjorde mit bedste for ikke at blive snydt af de utallige taxachauffører der konstant tilbød mig at blive kørt forskellige steder hen, til tre gange så meget som det ville have kostet med taxameteret tændt.

Efter to uger i Bangkok kom dagen som jeg havde set frem til med spænding, dagen hvor jeg skulle skifte mit magelige liv i Thailand med noget helt andet, et andet land, et andet sprog og en helt anden kultur..

Billeder fra Bangkok

Kommentarer

| -

Koh Samet

Under sejlturen til øen var Christian faldet i snak med en svensk fyr på nogenlunde samme alder som os, han hed Roger men blev kaldt Suar som betyder tiger på thailandsk (jeg ved ikke om det var noget han selv havde fundet på eller hvad men det blev han altså kaldt). Da vi kom i land mødtes vi med hans thailandske kæreste som arbejdede på øen og sammen gik vi ned af øens eneste hovedgade, en asfalteret vej på omkring fem hundrede meter med restauranter, barer, lidt småforretninger og et par enkelte guesthouses.

Det var blevet sent så vi skulle bare finde os et sted at overnatte i nærheden, så vi checkede ind på et guesthouse der vist hed noget i retning af "de finske hytter" eller lignende, der var i hvertfald et stort finsk flag malet på et træskilt ved indgangen. Vi blev budt velkommen af to temmelig overskruede thai-kvinder der vrikkede helt ekstremt med røven når de gik og det tog os ikke lang tid at komme til den konklusion at de da vist nok i virkeligheden var mænd.. Den ene kaldte sig i øvrigt Mona Lisa og havde en svensk kæreste, da jeg senere spurgte hende hvorfor der så var et finsk flag foran hendes guesthouse fik jeg en forklaring om at den gule maling havde været for dyr eller et eller andet. Hmm.. nå ja..

Efter en nat i en bambushytte med myggenet og gekkoer der kvækkede konstant gik vi ned og lejede et par motorcykler (i Danmark ville man nok kalde dem scootere men de kunne nu alligevel køre 160) og kørte en tur for at finde et nyt sted at bo. Koh Samet er en aflang ø der vel er en omkring ti kilometer lang, der er en havn helt oppe nordpå og så ligger de forskellige resorts så ellers som perler på en snor ned langs østkysten indtil øen ender i en lille spids. På vestkysten ligger der kun en enkelt bugt med hoteller som alle ligger i den dyrere ende. Der er kun én vej der går fra nord til syd og en sidevej der fører over til vestkysten og det er så det.

Vi kørte lidt væk fra de største turistområder og fandt en bugt der hed Ao Tubtim. Den lå tilpas roligt til at man kunne slappe af i fred og ro, men samtidig lå den kun et par hundrede meter fra den næste bugt der hed Silver Sands og som var øens partysted med masser af restauranter og blandet andet øens største bar, så det var det perfekte sted for os. Vi checkede ind og fik hver vores bungalow, min lå en tyve meter fra vandet mens Christians lå lidt længere væk. Vi gik ned og bestilte noget mad på stedets restaurant og blev forundrede over hvor ekstremt dovne dem der arbejdede på stedet var. Det virkede nærmest som en helt uoverkommelig opgave at skulle tage imod vores bestlling og det gik da også helt galt da Christian senere skulle have vasket noget tøj, det skulle jo vejes først og alt muligt og det var lige før at de måtte give op. Måske var det bare varmen, jeg ved det ikke..

Så gik det bedre i Silver Sands-bugten hvor vi spiste de fleste af aftenerne. Vi nåede også at få smagt lidt på øens specialitet, buckets - eller små spande med forskellige drinks og et par sugerør i. Dem fik vi drukket en del af mens vi sad og så på forskellige ild-artister der kastede rundt med fakler, og vi fik da også rykket lidt til barens dj der fyrede op for noget ganske go hiphop. Vi fik også festet lidt med Suar og hans kæreste, ligesom Mona Lisa også var fast inventar på baren. De mange buckets havde selvfølgelig sin pris dagen men efter et par svømmeture og nogle frugt-shakes var vi nogenlunde på toppen igen.

Ellers gik tiden med at fræse rundt på vores motorcykler, spise god mad, snorkle lidt og så bare ligge og fede den på stranden. Christian var desværre nød til at tage hjem efter en tre-fire dage, hans ferie var ikke længere og så var jeg alene igen. Det var sgu lidt trist, normalt har jeg ingen problemer med at rejse alene, men lige på Koh Samet var der mange steder der var sådan lidt par-agtige, restauranter med fakler og romatisk musik og så videre og så var det pludselig ikke så fedt at sidde der alene.

Men jeg alligevel oplevet en masse, en af dagene kørte jeg helt ned sydpå for at snorkle og fandt et rigtig fedt sted med de mest fantastiske koraller - det var virkelig som at være på en anden planet, der var de mest surrealistiske former og farver, store svampeformede kugler med små munde der åbnede og lukkede sig hele tiden, ting som jeg ikke engang har set de gange jeg har dykket tidligere. Da jeg kom op af vandet fik jeg desværre lige ramt en sten eller en muslingeskal og det eneste jeg kunne mærke var en smerte der gik gennem hele benet - jeg havde fået en ordentlig flænge i foden og da jeg fik humpet op på badebroen blev blodet bare ved med at strømme ud. Der gik ikke længe før der stod fem thaier og prøvede at lappe mig sammen og det lykkedes da også nogenlunde.

Efter ti dage på øen var det på tide at komme videre, jeg havde helt sikkert haft nogle rigtig gode dage men ti dage var måske lige i overkanten, jeg begyndte i hvertfald at kede mig pænt meget til sidst. Det lyder måske absurd at man kan blive træt af at ligge på stranden og snorkle på en thailandsk ø, men det kan altså godt lade sig gøre. Jeg pakkede mine ting, fik afleveret min motorcykel og tog en båd til Ban Phe. I Ban Phe hoppede jeg på en bus og satte endnu engang kursen mod Bangkok..

Billeder fra Koh Samet

Kommentarer

| -

Vipassana Meditation i Prachin Buri

Vi tog en taxa fra Kaosan Road til et tempel der lå i forstaden Laksi, lidt nord for Bangkok. Her skulle vi med en bus videre til Prachin Buri som er en lille by der ligger helt oppe ved den cambodianske grænse. Vi ankom til templet i god tid og hang lidt ud mens vi ventede på bussen. Jeg gik lige en tur for at se om jeg kunne finde noget at spise men det eneste jeg kunne finde var en bod der solgte levende frøer og ål. Jeg ved ikke liige hvad det gik ud på men så sulten var jeg heller ikke. Bussen kom og sammen med en meget blandet flok mennesker steg vi ombord. Der var alt lige fra gamle og unge hippier, stilede storbyfolk (som os selv naturligvis), backpackere fra hele verden og så en masse thaier, unge som gamle. Vi kørte gennem endeløse forstæder og småbyer indtil vi efter to en halv times kørsel kom til Prachin Buri.

Meditationcentret lå næsten inde i byen og det overraskede mig lidt, da sådan nogle steder normalt ligger langt væk fra alting da der helst ikke skal være for meget larm og støj. Vi checkede ind og blev indkvarteret i hvert vores værelse i nogle store barak-lignende bygninger, vi havde en seng, et bord, en stol og et myggenet og det var sådan set det. Der boede også nogle munke i barakken ved siden af, de havde lidt bedre forhold end os, de havde for eksempel toiletpapir på badeværelset, men når man vier hele sit liv til at meditere så er det vel også fair nok.. Efter et kort indtroduktionsforedrag og lidt aftensmad gik kurset så i gang.

De næste ti dage gik så på nogenlunde samme måde hver dag. Vi stod op klokken fire om morgenen, tog et bad og børstede tænder og gik så op i meditationshallen og mediterede. Så var der morgenmad og en pause hvorefter vi mediterede igen. Derefter frokost, en længere pause og så mere meditation. Klokken fem var der eftermiddags-the og så mere meditation. Efter det så vi lidt over en times fjernsyn hvor dagens meditation blev uddybet og hvor teknikken og teorien bag blev forklaret grundigt. Efter det var der mere meditation og så gik vi i seng klokken ni om aftenen. Og så op igen klokken fire næste morgen.

Ligesom det første kursus jeg tog i New Zealand var det virkelig fysisk hårdt at sidde op i så mange timer om dagen. De første par dage havde jeg virkelig kraftige smerter og det var først på femte/sjette-dagen at det begynde at gå bedre. Udover det var der helt overdrevet varmt, jeg vil tro at temperaturen lå et godt stykke over de 35 grader det meste tiden og myggenettet virkede som en varmeboks, så det var hele tiden et valg mellem myggestik eller hedeslag. Det rent mentale gik fint nok, jeg havde jo prøvet det hele før så jeg vidste hvad jeg skulle forvente og denne gang var jeg desuden bedre i stand til at sætte mig mere ind i teorien bag det hele, og det synes jeg gav mig ret meget. Det var også sjovt at se de nye studenter (jeg var gammel student fordi jeg havde taget et kursus før) og se hvordan de håndterede de samme situationer som jeg måtte igennem på mit første kursus. Christian var jo også ny student men han klarede det faktisk rigtig godt og havde i det hele taget et rigtig godt kursus.

Maden var forøvrigt fantastisk, i hvertfald indtil man blev træt af den. Det var vegetarmad ala thai så det var noget med lynstegte grøntsager og masser af tofu og så frugt ved siden af. Det smagte virkelig godt men det var det samme stort set hver dag og så var der noget af tofuen der smagte af sur karklud, men med nok chilisauce på så gik det lige.

Da kurset var færdigt pakkede vi vores ting og tog bussen mod Bangkok. I Bangkok fandt vi en restaurant og fik os den vildeste bøf med pebersauce og pommes fritter, efter ti dage med grøntsager var det som at være i himmelen at spise kød igen. Vi fik ordnet nogle forskellige ting i Bangkok og tog så til Ekkamai bus station hvor bussen til Koh Samet gik. Nu skulle vi have os noget sol og strand og øen Koh Samet skulle lige være stedet til det. Efter fire timers kørsel kom vi til havnebyen Ban Phe hvor vi tog en båd i en halv times tid. Efter en rigtig lang dag nåede vi endelig til Koh Samet..

Billeder fra Prachin Buri

Kommentarer

| -

Ahva lavede du i 10 dage?

For at forstå hvad Vipassana meditation går ud på må man kende lidt til teorien der ligger bag teknikken. Så det vil jeg forsøge at forklare - hold fast, det kan godt blive lidt halv-abstrakt..

Alting er impermanent, det vil sige alting ændrer sig hele tiden. Hvis du stikker hovedet ned i en flod ser du én flod, næste gang du stikker hovedet ned i floden ser du en anden flod og tredje gang ser du en helt tredje flod fordi floden hele tiden ændrer sig. Hvis du står og kigger på et træ, står du i virkeligheden og kigger på et nyt træ hvert sekund fordi der konstant sker en ældningsproces, blade visner og falder af, nye blade springer ud og så videre. På samme måde ændrer et menneske sig også hele tiden, mennesker ældes konstant og et menneske er aldrig det samme fra det ene sekund til det andet.

På samme måde som kroppen hele tiden ændrer sig, ændrer sindet og ens følelser sig lige så hurtigt, fra det ene sekund til det andet. Og alle følelser har det samme mønster - de opstår for derefter at forsvinde et stykke tid efter. På samme måde som følelser som angst, vrede og nervøsitet alle er impermanente, er mere positive følelser som glæde, tryghed og kærlighed lige så impermanente. De opstår og de forsvinder igen.

Teorien er så at hvis man træner sit sind til ikke at reagere blindt på sine følelser, vil man langsomt få mere og mere kontrol over sit sind, sine handlinger og ens liv vil gradvist blive lykkeligere. Man ved jo at alting alligevel ændrer sig, så hvorfor føle ubehag over de dårlige ting der opstår i ens liv, og på samme måde hvorfor længes efter de gode ting når man ved at de alligevel forsvinder igen? Så hellere nyde tingene mens de er der, leve i nuet og lade være med at bekymre sig over følelser og begivenheder der alligevel er impermanente.

Men én ting er teori en anden er praksis. Det er jo let nok at forstå teorien på det intellektuelle plan, men hvordan får man selv erfaringen og oplevelsen af at alting ændrer sig, og hvordan bruger man den erfaring i ens daglige liv? Jo, det kan man så gøre ved at sidde med lukkede øjne og observere alle de følelser man har overalt både inden i og udenpå kroppen og på den måde selv få oplevelsen af at alting er impermanent. Eller med andre ord, meditere. Det er jo selvfølgelig ikke det eneste man laver, der er rigtig mange andre ting involveret også og det er selvfølgelig derfor det tager ti dage at gennemføre sådan et kursus, men det vigtigeste element er at observere sine følelser og få den praktiske erfaring med at alting ændrer sig hele tiden.

Hvis man så for eksempel er ude og køre bil og en eller anden idiot kører ind foran én, vil man i stedet for at trykke hornet i bund og give ham fuckfingeren med tiden være i stand til at træde et skridt tilbage og tænke, "okay, jeg kan mærke vreden og frustrationen opstå i mig nu, men jeg ved jo det er følelser der ligesom alle andre følelser opstår for derefter at forsvinde igen, og derfor vælger jeg ikke at reagere på denne her måde". Eksemplet kan så overføres til alle tænkelige situationer i ens liv hvor man normalt ville reagere blindt eller tabe hovedet men hvor man nu ændrer sit reaktionsmønster. Og på den måde langsomt blive et lykkeligere menneske..

Kommentarer

| -

Hat Saw Kiaew

Med lidt hjælp fik jeg fundet den rigtige bus, smidt min rygsæk i bagagerummet og satte mig forrest så jeg var tæt på billetmanden, der havde lovet at fortælle mig hvornår jeg skulle af. Busstoppestederne i Thailand er som regel ikke mærket af på nogen måde, skiltene står på thailandsk og billetmanden talte ikke engelsk så Supreeya havde lige givet ham et par instruktioner før vi kørte. Bussen rullede ud af Ekkamai og billetmanden tændte fjernsynet og startede en ualmindelig dårlig piratkopieret udgave af King Kong, synkroniseret med thai-stemmer naturligvis. Efter tre en halv times kørsel stod jeg af, og gik over den heftigt trafikkerede landevej.

Jeg stod nu med en stor alle (beklager, jeg kan ikke finde apostroffen på det her thailandske keyboard) med store træer foran mig. På min højre side var en bod der solgte noget der lignede havenisser. Men kiggede man nærmere på dem kunne man se at det ikke var nisser, men små militær-mænd i grønne uniformer. Foran mig var også en stor port og indenfor den var et lille hus hvor der sad et par mænd i uniform. Jeg gik hen mod huset og gav dem et kopi af mit pas, og jeg fik en lille seddel som fungerede som en tilladelse til at gå ind på området. Jeg viste min seddel til de første vagter, fik et nik tilbage og gik over mod et par motorcykel-taxaer.

Vi kørte ned af alleen, og måtte stoppe et par gange for at blive kontrolleret af flere vagter. Vi kørte gennem et grønt bakket landskab med store søer og militær-bygninger rundt omkring indtil vi kom til kysten. Jeg stod af og måtte så hen til endnu et hus med vagter for at købe en billet til en bil der skulle køre mig resten af vejen. Vi kørte op af en stor bakke og havde så pludselig den mest fantastiske udsigt ud over vandet. Efter et par sving kørte vi ned mod Hat Saw Kiaew, jeg stod af og stod nu med sand mellem tæerne. Lækkert!

Jeg checkede ind og fik et telt som jeg slog op helt nede på stranden, lidt væk fra de 10-15 hytter og små-huse der som det eneste var på stranden. Supreeya kendte dem der havde restauranten på stedet så hun havde ringet i forvejen og fortalt dem at de skulle tage ekstra godt imod mig. Efter et par dukkerter i det klare blå vand tog jeg hen på restauranten og fik serveret en sprød barbeque-marinet grillet fisk med ris mens jeg sad og sludrede med ejerens kone over et par thai-whiskyer.

Lidt efter kom et par unge thaier over og begyndte at snakke med mig, de spurgte om jeg ville med over til deres telte og det endte med at vi sad og drak whisky og cola det meste af natten mens stjernerne kom frem og en mørkegul måne hang lige over os. Vildt hyggeligt.

Eftersom jeg var den eneste udlænding på stedet (der var et par englændere med alt for store maver og alt for små badebukser, men de gad ikke rigtig hænge ud med thaierne) så kan man vist godt sige at jeg var rimelig populær på stedet. Teenage-piger kom fnisende hen til mig og spurgte om de måtte tage billeder med mig med deres kameratelefoner, og hvor end jeg gik kiggede folk, smilede og spurgte hvor jeg var fra og hvad jeg hed. Den varme og den venlighed man oplever de fleste steder i Thailand er noget som varmer en inderst inde, folk smiler til en og man kan ikke andet end at smile igen.

Efter et par fantastiske dage var det på tide at komme tilbage til Bangkok hvor jeg skulle mødes med Christian. Jeg tog bussen tilbage og mødte Christian på Khaosan Road, den vel nok mest turistede gade i hele Bangkok. Det er ikke lige min kop the, man kan hurtigt blive træt af gadesælgere og plattenslagere, men det er en oplevelse. Og så har vi fået et par lækre værelser på et fedt hotel til omkring 60 kr pr nat. I går var vi lige ude og smage lidt på nogle thailandske øl og i morgen tager vi på et meditationskursus et stykke udenfor Bangkok der varer ti dage. Hvis I ikke lige er med på hvad det er for noget så kan I scrolle længere ned på siden og læse afsnittet om Vipassana Meditation i New Zealand, det er samme slags kursus vi skal på. Så altså, ingen kontakt til omverdenen fra i morgen og ti dage frem.
Vi ses!

Billeder fra Hat Saw Kiaew

Kommentarer

| -

Bangkok

Jeg fik fundet min rygsæk, gik ud af lufthavnen og den fugtige varme slog imod mig som en mur. Det var 32 grader og solen brændte fra en skyfri himmel. Jeg fik fundet en taxa og vi satte kurs mod Ekkamai Soi, en gade i det sydlige Bangkok. Her bor Claus som blandt andet designer shoppingcentre i Kina, bowlingbaner i Bangkok, laver en masse grafisk arbejde og alt muligt andet. Claus er lige blevet gift med sin thailandske kæreste som hedder Supreeya som han også bor sammen med og det var dem jeg skulle bo hos de næste par dage.

Efter en længere tur fik jeg fundet huset og blev budt velkommen af Claus der var gået hen og blevet lidt halvsløj. Huset var en to-etagers Bungalow med store rum, en stor have fyldt med bananpalmer, guldfiskedam og så havde de tretten katte der spankulerede dovent omkring hvis de ikke lå og sov på køkkenbordet.

Jeg fik gæsteværelset som var et stort rum med en kæmpe seng og et tv, og jeg fik fornemmelsen af at der absolut ikke manglede noget i huset. Der var lidt designer-hus over det hele på en rigtig fed måde. På det tidspunkt var jeg helt bombet efter den lange tur hvor jeg stort set ikke havde sovet så jeg nuppede lige en lur og gik så nedenunder hvor Supreeya havde lavet den vildeste omgang thaimad. Er du da gal hvor var det lækkert, og faktisk også pænt stærkt.

Om aftenen tog jeg til natmarkedet Pad Pong, som er et stort område hvor man kan få alle de sædvanlige turist-ting, tshirts, kopi-sko, ure, souvenirs osv. osv. Det var selvfølgelig super turistet og egentlig ikke særlig fedt. Når man har set een bod og blevet snydt een gang så har man ligesom prøvet det. Og eftersom det nu er min fjerde gang i Thailand så var det ikke den helt store oplevelse.

Dagen efter tog jeg ud på en større shopping-ekspedition, jeg havde en masse ting jeg skulle have købt så Supreeya havde lavet et shopping-kort til mig. Første stop var The Emporium, og så nåede jeg stort set ikke videre den dag for jeg kan ligeså godt sige det med det samme - Bangkok er den VILDESTE by at shoppe i. Alt er bare fantastisk billigt og shoppingcentrene er helt overdrevet store. Og så var der så lige udsalg oven i hatten. Jeg tror lige jeg skal have undersøgt nogle ting med overvægt i flyet på vej hjem.

I Bangkok har de en slags metro som kører på skinner i femte sals højde gennem det meste af byen, den hedder BST Skytrain og den er rigtig praktisk når man skal rundt omkring. Når man ikke kan tage den er der motorcykel-taxaer hvor man sidder bagpå, almidelige taxaer og tuk-tuks, som er en blanding af en motorcykel og en lille bil. Motorcykel-taxaerne er de hurtigste fordi de krydser ind og ud mellem bilerne mens de holder stille, og i øvrigt bare kører fuldkommen vanvittigt. Godt at man har hjelm på.

Jeg havde et par dage inden Christian ankom så jeg ville prøve at komme ud af byen og lidt ned sydpå. Claus fortalte mig om et sted lidt øst for Pattaya som hed Hat Saw Kiaew, en bugt der lå på en thailandsk flådebase, og som skulle være et sted hvor der næsten kun kom thaier. Det var lige sådan et sted jeg havde brug for, for er der noget jeg ikke gider når jeg rejser så er det at havne sammen med alle de andre turister og backpackere. Næeh, så hellere ud og få nogle oplevelser blandt de lokale.

Næste morgen pakkede jeg mine ting og tog mod busstationen, klar til at tage mod Hat Saw Kiaew.

Billeder fra turen til Bangkok

Kommentarer

| -

Luft under vingerne

Klokken var fem om morgenen da jeg stod op, fik pakket de sidste ting og kom ud af døren. Jeg gik ned af Istedgade, gaden var fyldt med is og sne og mit sidste indtryk af Vesterbro blev synet af en stiv mand der lå og sov op ad en skraldespand. Jeg tog toget til lufthavnen, fik checket ind og gik ombord på et British Airways fly til London. I London ventede flyet til Hong Kong men det skulle vist lige repareres lidt eller noget for vi måtte vente i halvanden time før vi kom i luften. Jeg havde fået vinduespladsen og som sidegevinst en australsk kvinde der brokkede sig over det ene og det andet stort set hele turen igennem. Men der var heldigvis 25 forskellige tv-kanaler, go vacuumpakket flymad og en fantastisk udsigt så det gjorde ikke så meget.

Flyet landede i Hong Kong hvor der allerede var næsten tyve grader og sol, og jeg fik halvsøvnigt fundet vej til det næste fly til Bangkok. Det var lidt af en omvej jeg havde taget, London ligger jo længere væk end København og på samme måde ligger Hong Kong længere væk end Bangkok. Da jeg endelig landede i Bangkok havde turen taget næsten 22 timer. Puha!

Kommentarer

| -

På vej afsted igen

Endnu en gang er det blevet tid til at tage afsted ud i den store verden, denne gang går turen til Asien, nærmere bestemt Thailand og derefter Japan. Tidsrammen denne gang er fire måneder, halvanden måned i Thailand og to en halv måned i Japan. Og denne gang holder tidsplanen, ikke noget med permanent opholdstilladelse eller andet pjat, det garanterer jeg.

Jeg tager afsted i morgen, og om fem-seks dages tid kommer min ven Christian, som skal være i Thailand i tre uger. Jeg fortsætter så alene i et par uger hvorefter jeg tager videre til Japan. I Japan skal jeg primært wwoof'e (mere om det senere) og så skal jeg besøge tre forskellige venner som bor rundt omkring i landet. Jeg flyver med med Cathay Airways som er blevet udnævnt som verdens bedste flyselskab, Christian har valgt den billige løsning og flyver med russiske Aeroflot som skulle være et af de værste selskaber man kan flyve med. Det er vist nok noget med stewardesser med overskæg, bagagebokse der springer op under start og landing, tolv timers overnatning i Moskva lufthavn og generelt en samling fly der bliver repareret med gaffa-tape. Men det er tilgengæld rigtig billigt.

Så endnu en gang er lejligheden ved at blive pakket ned, køleskabet tømt og rygsækken er ved at være klar til afgang. Det bliver minimalt hvad jeg tager med denne gang, jeg tager f.eks. ikke mine gummistøvler i størrelse hangar med (de ligger i øvrigt stadig et eller andet sted i New Zealand), soveposen er blevet en smule mindre og discman'en er blevet skiftet ud med en ipod shuffle. Men tre dåser hårvoks og fugtighedscreme er der selvfølgelig blevet plads til, man er vel metroseksuel ikke! Eller hva..

Ipod'en er i øvrigt blevet fyldt helt op, der blev plads til tolv albums (temmelig umulig opgave at vælge dem ud) samt elleve japansk lektioner. Jeg er foreløbig nået til lektion fire, så jeg kan allerede nu sige "jeg taler ikke særlig godt japansk". Det skal nok vise sig at blive nyttigt.

Nå, men jeg vil se at komme videre med pakningen, næste post bliver forhåbentlig fra Bangkok og så håber jeg ellers på at kunne skrive hen ad vejen samt at få lagt en masse billeder op så I kan følge lidt med på min rejse. Hav det godt så længe!

Kommentarer

| -

Barcelona

I sommers var mig og min lillebror et smut i Barcelona, så her er lige nogle billeder I kan checke ud..

Billeder fra Barcelona, sommeren 2005

Kommentarer

| -

Slutningen på fortællingen

Nogen gange må man tage beslutninger der river én midt over for at efterlade én i hundrevis af småstumper. Og det eneste man kan gøre er langsomt at begynde at sætte sig selv sammen igen, bygge sig selv op igen og komme videre. Og det gør så ondt så ondt. Men der er ingen vej udenom, det skal bare gøres. Efter et par måneder besluttede jeg mig for at blive i Danmark, for det er nu engang mit hjem, det er her jeg har min familie, mine venner, min lejlighed og mit København. Selvom jeg stadig holder meget af New Zealand har jeg fundet ud af at det ikke er et sted jeg kan bosætte mig, kulturen er simpelhen for anderledes og uden alle de førnævnte ting ville jeg aldrig blive andet end et splittet menneske, et menneske hvor kroppen var på den ene side af jorden men hvor sjælen stadig var på den anden. Og så ville jeg jo aldrig blive lykkelig og det er jo dybest set det det handler om, at nyde sit liv mens man har det. Det er det i hvertfald for mig.

Så det var slutningen på fortællingen, men mon ikke jeg skriver igen næste gang jeg drager ud mod de ukendte horisonter...

Kommentarer

| -